I dag fløj lægedrømmen med Tessa Myers til Florida
I dag forlod lægen Tessa Myers landet, efter hun har ventet i halvandet år på at få godkendt sin ansøgning om at blive praktiserende læge i Danmark.
Mandag formiddag stod dansk-amerikanske Tessa Myers i Københavns Lufthavn sammen med sin mand og to børn. Deres hjem i Skærbæk er pakket ned. Nu ser de frem til en ny tilværelse i USA, og drømmen om at blive praktiserende læge i Sønderjylland er for alvor pakket væk.
Hun forlader Danmark, efter hun i halvandet år har ventet på at blive godkendt som praktiserende læge af Styrelsen for Patientsikkerhed.
Samtidig har hun trukket sin ansøgning tilbage, så forestillingen om at arbejde som praktiserende læge i Sønderjylland er fuldstændig brast.
- Der er mange andre folk, der er i samme situation som mig, og jeg vil ikke have, at min ansøgning tager tid fra dem, siger Tessa Myers til TV SYD, kort tid inden hun rejser mod USA.
Ingen løsning efter kritik
Hendes historie er de seneste dage blevet diskuteret blandt flere politikere, og fra Tønders borgmester, Henrik Frandsen (V), lød det sådan her for få dage siden:
- Det er fuldstændig grotesk, at vi har en læge, som kommer fra Sønderjylland, som taler dansk, som bare på grund af noget bureaukratisk bøvl ikke kan blive godkendt i Danmark. Det er simpelthen ikke i orden, siger Henrik Frandsen.
Den tidligere sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V) er også utilfreds med situationen:
- Jeg synes, det er drønhamrende ærgerligt og også bedrøveligt, at en dygtig, oprindeligt sønderjysk pige, som har taget sin lægeuddannelse i USA og har en drøm om at flytte tilbage med sine børn og mand, ikke kan få plads i Danmark, fordi bureaukratiet simpelthen kvæler hendes drøm. Det må man simpelthen finde en løsning på, siger Ellen Trane Nørby.
Drømmer om kortere behandlingstid
Socialdemokratiets Birgitte Vind, der sidder i Sundheds- og Ældreudvalget, er i dialog med Sundhedsminister Magnus Heunicke (S). Hun fortæller, at han tager situationen alvorligt, og der er et akut problem, som skal løses.
Men der kan ikke umiddelbart laves nogen akut løsning i Tessa Myers tilfælde, og derfor er den eneste løsning lige nu at kigge på, hvordan man kan forkorte sagsbehandlingstiden:
- Sundheds- og ældreministeren er nu i fuld gang med at undersøge, hvor vi kan få sat ind for at få nedbragt sagsbehandlingstiden. Allerede nu ser det ud til, at der er nogle oplagte greb at tage fat på, siger Birgitte Vind.
Jeg håber, at processen bliver lettere, fordi det gavner alle.
Tessa Myers, læge
Selvom det ikke hjælper Tessa Myers situation lige nu, så er det lige præcist det, hun håber på – at behandlingstiden på at blive praktiserende læge i Danmark bliver kortere. Indtil da vil hun arbejde som læge i USA.
- Forhåbentligt ændrer det sig. Jeg tror, det er dejligt at være læge i Danmark, så jeg håber, at de kan finde en løsning, så processen bliver lettere, fordi det gavner alle, siger Tessa Myers.