I 14 år har han følt sig snydt, men nu kan handelsskoledirektør endelig juble
Handelsskoledirektør Carsten Eriksen kan nu endelig juble efter i 14 år at have kæmpet for at få det samme tilskud som byens almene gymnasium.
I de seneste mange år har de tre gymnasiale uddannelser HTX, HHX og STX ikke været behandlet ens, når det kommer til mængden af støttekroner fra staten til gymnasier i udkantsområderne.
Som reglerne aktuelt er strikket sammen, så kan de almene gymnasier (STX) modtage omkring ti gange så mange penge i udkantstilskud som handelsgymnasierne (HHX) og de tekniske gymnasier (HTX).
Derfor har direktør for Tønder Handelsskole, der er en del af Det Blå Gymnasium i Tønder, Carsten Eriksen i 14 år kæmpet for at få de gymnasiale uddannelser ligestillet, så han kan modtage det samme i udkantstilskud som byens almene gymnasium.
En mission, der fredag endelig så ud til at lykkes, da regeringen fremlagde sit forslag til finansloven for 2025.
- Vi er utroligt glade for, at det med finanslovsudspillet endelig tyder på, at vi bliver sidestillet med de almene gymnasier, så vi kan begynde at få ro på vores basisdrift og kigge lidt mere langsigtet på organisationen, siger Carsten Eriksen.
Har overlevet fra år til år
De seneste år har Det Blå Gymnasium i Tønder modtaget en kompensation fra staten af varierende størrelse for uligheden i udkantstilskuddet.
Alligevel har det været afgørende for Carsten Eriksen at få gymnasierne sidestillet, så en ekstrabevilling fra år til år ikke skal være afgørende for skolens drift.
- Jeg har måttet skaffe mellem fem og syv millioner kroner om året fra fonde og andet, så driften kunne hænge sammen. Den bekymring har de almene gymnasier ikke haft på samme måde, fortæller han.
Det betyder også, at direktøren i fremtiden kan fokusere sine kræfter endnu mere på at skabe de bedste rammer for skolens elever.
- Det frigiver energi til at udvikle skolen endnu mere og skabe et endnu bedre uddannelsesmiljø med mulighed for flere valgfag og bedre initiativer, der kommer eleverne til gode, siger Carsten Eriksen.
Der er jo indtil videre kun tale om et forslag til en ny finanslov, og dermed er det ikke endeligt vedtaget. Hvor sikker føler du dig på, at pengene er på vej?
- Det har været en del af det regeringsgrundlag, som regeringen er bygget på, og den kan alene tælle til 90 mandater, så jeg føler mig ret sikker på, at det nok skal køre igennem, som det er fremlagt.
Den nye finanslov skal være endeligt vedtaget inden udgangen af året.