Gymnasieelever skal lære at tackle forbrydere på ny politilinje
To gymnasier i Danmark åbner for en såkaldt politilinje, som forbereder elever til at komme på politiskolen. 12 elever har tilmeldt sig i Tønder.
Det er første skoledag i dag. For de 12 elever, der har valgt en helt ny og anderledes linje på gymnasiet her i Tønder.
Blandt dem er Nicole Pagård fra RIbe.
- Jeg har valgt Det Blå Gymnasium i Tønder, simpelthen fordi man her tilbød den her politilinje. Jeg har altid tænkt, at jeg ville være politibetjent, siger hun.
Formålet med linjen er at forberede unge mennesker både fagligt og fysisk til at kunne bestå optagelsesprøven på Politiskolen. Så de skal også i skarp træning. Både med at skrive bedre skriftligt dansk - der har Nicole Pagård en lille udfordring, erkender hun - og med det fysiske. De skal være stærke og skal jo blandt andet kunne arrestere en person.
- Det skal jeg sagtens, siger hun med et selvsikkert smil.
- Det med armbøjninger skal vi nok træne os op til. Det er jo noget af det, vi skal lære hen ad vejen, siger Laura Warming Cornelsen.
Hun er den ene del af tvillingeparret Laura og Mathilde Warming Cornelsen fra Bredebro. De havde begge to en plan om bare at tage en klassisk HHX. Men så kom den her mulighed.
- Vi har begge tænkt på at lave et eller andet indenfor politiet, så nu er vi her på den nye politilinje, Mathilde Warming Cornelsen.
Direktør på Det Blå Gymnasium i Tønder er meget stolt over, at politilinjen nu er gået i gang.
- Vi har jo samarbejdet med Syd- og Sønderjyllands Politi og Politiskolen siden sidste sommer, og synes det er lidt af en ære at blive en af de to gymnasier i Danmark, der nu får lov at tilbyde den her nye linje, siger Carsten Uggerholt Eriksen.
Han er glad for at politilinjen har kunnet tiltrække 12 elever, men måske især glad for, at der også er kommet elever, der netop er kommet på grund af politilinjen selv om de ellers ikke er fra lokalområdet.
- Vi har fået en elev fra Bornholm på den konto og i det næste skoleår kommer der elever fra Djursland, så det viser, at der er en god interesse for linjen, siger direktør Carsten Uggerholt Eriksen.
Nemt er det ellers ikke at rekruttere flere unge til Politiskolen. Eller andre studier - og andre erhverv. Der er kamp om de unge, som der ikke er så mange af. Særligt i det sydvestlige hjørne af landet. Så politiassistent i Tønder, Signe Marie Wiberg, er glad for, at hun nu kan være med til at præsentere den nye politilinje.
- Ja, vi mangler unge, så nu håber vi, at de unge på linjen vil holde snuden i sporet og kommer ind på Politiskolen. Vi vil i hvert fald gøre vores til, at de får et godt forløb op til prøven, siger hun.