Forsvundet 43-årig er formentlig stadig på ø, hvor han forsvandt
Et vidne har ifølge politiet set manden ved DagliBrugsen i Havneby på Rømø, efter han blev meldt savnet juleaftensdag.
Politiet har været til vands, til lands og i luften i deres søgen efter den 43-årige tyske statsborger, Dennis Kuban, som blev meldt savnet juleaftensdag, efter at hans bil blev fundet aflåst i Havneby på Rømø.
Men nu er der nyt i sagen. Det oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Et vidne har ifølge politiet set manden ved DagliBrugsen i Havneby.
Det peger ifølge politiet i retning af, at han fortsat opholder sig på Rømø. Derfor vil de nu gerne have hjælp fra alle sommerhusejere og dem, der har opsyn med sommerhusene på øen. De opfordres til at kigge husene efter, for at se om han har taget ophold der.
- Vi har en klar formodning om, at han er her et sted. Han har det formentligt skidt og har brug for hjælp, så derfor skal vi have fundet ham hurtigst muligt, siger efterforskningsleder Mads Dammark fra Syd- og Sønderjyllands Politi.
43-årige Dennis Kuban forlod før jul sin bopæl i Tyskland i nedtrykt sindstilstand. Siden har familien ikke set noget til ham.