Festival fik vildere afslutning end normalt
På Tønder Festival måtte dele af pladsen lukkes på grund af tordenbyger med lyn lørdag aften.
I de sidste timer af Tønder Festival blev pladsen decimeret en smule. Sådan lød det fra festivalen sent lørdag aften, da de følte sig nødsaget til at lukke dele af festivalen ned, efter lørdagens uvejr ramte.
- Grundet stormen, der netop ramte pladsen, lukkes Open Air-området, Nyholm Skov, barer og madsteder som følge af strøm, vand og sikkerhed, skrev festivalen i går.
De oplyste, at ingen personer kom alvorligt til skade, og at musikken i øvrigt ville fortsætte på teltscenerne.
- Der blev hurtigt delt billeder af væltede træer fra vores Open Air-område, hvor nogle få havde fået mindre skader. Derfor skrev vi ud, at ingen var kommet alvorligt til skade, siger festivaldirektør Kristina Lehmann Schjøtt.
Som lyn fra en klar himmel
Festivalen blev ramt af et enormt regnskyl, hvor alt pludselig stod i ét.
- Der kom pludselig en varm vind, og så stod det sekundet efter ned i stænger, og der var meget kraftige vindstød. Det var lidt crazy, fortæller direktøren.
Ifølge festivalen fik de ti millimeter regn på ti minutter. Det betød blandt andet, at flere af gæsterne på campingområderne måtte genhuses af festivalen.
Derefter oplyste myndighederne, at festivalen samtidig var nødt til at gennemføre det planlagte fyrværkerishow, da det ville være for mange kilo krudt at transportere væk igen.
- Situationen tog måske lidt luften af ballonen, men jeg tror samtidig ikke, at der er nogen, der glemmer det her jubilæum. Situationen betød, at alle stod sammen i et fællesskab. Jeg har flere historier om, at gæsters telte blæste væk, og de derfor så fyrværkeriet ovre i naboens fortelt. Så i sidste ende blev det utroligt smukt, og fællesskabet, vi så gerne vil, det manifesterede sig virkelig i går, fortæller Kristina Lehmann Schjøtt.