Erlings honning er et hit i Sydkorea - betaler flere hundrede kroner for ét glas
Biavler Erling Atzen sælger sin honning i en vejbod på Rømø og så i Sydkorea. Hos sidstnævnte er honningen så populær, at de betaler næsten ti gange så meget for det flydende guld, som det koster i vejboden.
Både Erling Atzen og hans bier har travlt. Hvert år producerer og sender de nemlig mellem ét til to tons honning til Sydkorea.
At lige præcis honningen fra Rømø skulle være et hit så langt fra Danmark, har biavleren lidt svært ved at forstå.
- Det er jo nogle unge mennesker, der ønsker at købe honning til eksport. Og så er vi jo sådan lidt indrettet, at selvfølgelig er vi med på den. Men jeg tror nok ikke rigtig på det, forklarer Erling Atzen til TV2.
Først lød aftalen på 300 kilo honning, men nu er det minimum et ton honning, der sendes de cirka 8.300 kilometer sydøst på.
- Man kan godt blive lidt stolt, når man ser sin honning blive solgt på den måde, fortæller honningproducenten.
Hvad er honning
Honning er nektar fra blomster som bierne har bearbejdet, så den kan gemmes som forråd til vinteren. Honningbierne lagrer honningen i vokstavler, som biavleren efterfølgende høster.
Bierne samler nektar i forskellige blomster ved at suge nektaren op i deres honningmave. I honningmaven er der enzymer som reagerer med nektaren. Hjemme i bistadet inddampes nektaren så vandindholdet kommer under 20%. I hele processen nedbrydes nektarens store sukkermolekyler, ved hjælp af enzymerne, til hovedsagligt drue- og frugtsukker – honningen modner.
Når honningen er moden, lukker bierne honningcellerne med et låg af voks.
Sådan laves den cremede honning
For at frembringe den velkendte cremede, smørbare honning, rører biavleren i den flydende honning, så undgås de store krystaller der gør honningen grynet.
Honning består hovedsagligt af frugt- og druesukker, lidt protein og mineraler, samt naturlige duft- og smagsstoffer. Smag og duft stammer fra de blomster bierne har hentet nektaren i. Derfor smager honning forskelligt, alt efter hvilke blomster bierne har besøgt.
Kilde: Danmarks Biavlerforening
At honningen fra Danmark er i høj kurs i det asiatiske skyldes, at honningen har et særpræg, som de kvalitetsbevidste sydkoreanere gerne betaler for.
Flydende dansk guld
Erling Atzen sælger ikke kun sin honning i Sydkorea. Det foregår også i vejboden hjemme på Rømø. Her kan lokale og andre gøre et decideret kup - i hvert fald set fra sydkoreaneres side.
I vejboden, hvor han stadig sælger størstedelen, koster 380 gram 38 kroner. I Sydkorea må de slippe omkring 300 kroner for 225 gram Rømø-honning. Til sydkoreanerne kommer honningen dog også i et mere eksklusivt antræk end i vejboden.
Der kan de nemlig få en eksklusiv pakke af efterårs-, sommer- og forårshonning, hvor Erling Atzen har sat hvert enkelt mærkat på med egen hånd.
Ifølge Danmarks Biavlerforening er interessen for dansk honning voksende, og det er ikke tilfældigt.
- Det særlige ved biavlen i Danmark er, at den afspejler den natur, vi har i Danmark. Altså er det en honning, der bliver fast og cremet på grund af de planter, vi har her, forklarer Rune Havgaard Sørensen, der er sekretariatsleder hos Danmarks Biavlerforening.
Skulle efterspørgsel på den danske råvare stige i endnu højere grad, så er biavleren på Rømø også klar til at skrue op.
- Jeg skal lave lidt tilretninger i produktionen for at kunne producere den større mængde honning, men det er ikke noget, der skræmmer mig. Det vil jeg kun synes er sjovt, fortæller Erling Atzen.