Amerikansk efterskoleelevs fremtid er oppe i luften efter valg

M
Udgivet

Christian Clark fulgte valget i hjemlandet USA fra en lille sønderjysk by. Med Donald Trump i skrivende stund meget tæt på præsidentskabet, er han ikke sikker på, hvor hans fremtid ligger.

På Rejsby Europæiske Efterskole har natten til onsdag ikke budt på meget søvn. Sengetiden var afskaffet, så eleverne kunne følge det amerikanske præsidentvalg, og for én elev betød aftenen lidt mere end de øvrige.

- Jeg er meget skuffet lige nu. Det er min familie også. Jeg prøver at forblive optimistisk, men er bekymret, for det her kommer helt sikkert til at ændre mange ting, lyder det fra den amerikanske elev Christian Clark.

Christian kommer fra Texas og har en dansk mor bosat i New York. Grundet det danske ophav bruger han et år på efterskolen i Rejsby.

På Rejsby Europæiske Efterskole var der tirsdage forskellige aktiviteter i forbindelse med den amerikanske valgdag.

Som det kan tydes, håbede Christian Clark, ligesom størstedelen af sin familie i USA, at det ville blive demokraten Kamala Harris, der tog præsidentskabet. I skrivende stund er Donald Trump dog et mulehår fra at få tildelt nøglerne til Det hvide hus, hvilket han konstaterede over den lange valgnat.

- Jeg har kun sovet en time, og omkring klokken seks kunne jeg se, hvor pilen pegede hen. For nu er jeg opmærksom på, hvad der vil ske den kommende tid. Jeg forventer, at der vil komme nye love og at ting vil ændre sig, særligt i Texas, hvor jeg kommer fra, siger Christian Clark.

Christian Clark har i løbet af efterskoleåret fundet sig godt til rette i Danmark og med udfaldet af præsidentvalget, er det ikke sikkert, at han returnerer til Texas lige foreløbig.

Overvejer at blive i 'mindre radikale' Danmark

Valget af Donald Trump som ny præsident i USA, har sat tanker i gang hos Christian, der nu overvejer at blive i Danmark.

- Jeg overvejer virkelig at blive i Danmark. Her er et godt samfund, og der er ikke så radikale holdninger, så det overvejer jeg klart, forklarer Christian Clark.

På Rejsby Europæiske Efterskole gik tirsdagen med stort valgtema. Tryk på pilen til højre for flere billeder. Foto: James Dumas
Foto: James Dumas
Foto: James Dumas

Faktisk kan det være, at mere af familien vil gøre ham selskab i det danske.

- Min mor har overvejet at flytte tilbage til Danmark af mange årsager gennem længere tid. Jeg må høre, hvad hun siger til det, men det her kunne godt være en faktor, der betyder, at hun flytter til Danmark, forklarer han.

For nu ser Christian tiden an og ser på reaktionerne i USA. På den anden side af sommeren overvejer han at begynde på et dansk gymnasium.

Lugten af lig får beboer til at holde vejret i sin opgang

Udgivet

En skarp lugt af en skraldespand, som for længst skulle være tømt, hænger i luften foran Jesper Josefsens lejlighed. Dog er årsagen til lugten ikke råddent skrald, men en død underbo.

I slutningen af september havde opgangen lugtet i flere dage. Først troede 31-årige Jesper Josefsen fra Kolding, at lugten fra underboen stammede fra et "mærkeligt dyr".

- Jeg var faktisk meget i tvivl til at starte med, men det lugtede af pis og lort i opgangen, siger Jesper Josefsen.

Den 30. september kunne koldingenseren ikke længere holde lugten ud og ringede til sin vicevært. Ifølge Jesper begyndte lugten at trænge ind i sin egen lejlighed.

Opgangens dør og vinduer står åbent døgnet rundt, så lugten er så lille som mulig. Foto: Anders Kaas Larsen, TV SYD

- Viceværten fortæller mig, at de ikke vil reagere på lugten, så jeg får besked på at kontakte bestyrelsen, fortæller Jesper Josefsen, der har boet i sin lejlighed i tre år.

Efter et par dage med flere telefonopkald til viceværten blev beboeren i opgangen fundet død.

- Først er jeg chokeret. Jeg har ikke oplevet lugten af en død person før, men hændelsen er tragisk, fortæller Jesper Josefsen.

Den afdøde underbo nåede at bo i opgangen i tre måneder.

Vicevært afventer svar

Situationen i opgangen påvirker også Allan Hjort, som er vicevært for ejendommen. Han understreger, at kritikken fra Jesper Josefsen bliver hørt.

- Det er en ulykkelig situation, at folk dør. Vi har ingen interesse i, at lejligheden står som den gør nu, konkluderer Allan Hjort.

Lejligheden er lukket indtil viceværten får tilladelse fra Skifteretten til at begynde rengøringen. Foto: Anders Kaas Larsen, TV SYD

Viceværten afventer svar fra Skifteretten før rengøringen af lejligheden kan begynde.

- Vi prøver at løse problemet så godt vi kan, men lige nu har vi ikke muligheden for at gøre noget ved lejligheden, bemærker Allan Hjort og fortsætter:

- I øvrigt har ingen andre i opgangen klaget over nogen form for lugt til mig.

Jeg føler mig som en klovn. Hvis jeg mangler noget, så har jeg en følelse af, at jeg ikke kan kontakte min vicevært.

Jesper Josefsen

Når viceværten får adgang til lejligheden, forsikrer Allan Hjort, at lejlighedens tilstand vil blive vurderet og derefter rengjort.

- Hvis situationen kræver det, så bliver gulvene brækket op, og alt vil blive desinficeret, fortæller viceværten.

- Jeg føler mig som en klovn

Den afdøde underbo fjernes fra bopælen, men ifølge Jesper hænger lugten ved i opgangen. Flere uger senere står vinduerne og døren til opgangen stadig på vid gab.

- Man føler sig ikke hjemme, og jeg holder vejret når jeg går gennem opgangen. Det er uhumsk, understreger den 31-årige.

Den afdøde beboer nåede at bo i opgangen i tre måneder. Foto: Anders Kaas Larsen, TV SYD

Jesper Josefsen retter også henvendelse til formanden for boligens bestyrelse, der fortæller at hændelsen undergår en sagsbehandling. Svaret frustrerer den 31-årige beboer i opgangen.

- Jeg føler mig som en klovn. Hvis jeg mangler noget, så har jeg en følelse af, at jeg ikke kan kontakte min vicevært, siger Jesper Josefsen.

Bopælens vicevært, Allan Hjort, fastholder at lejligheden vil blive rengjort, så snart Skifteretten giver tilladelse.

Mange butikker solgte alkohol og tobak til mindreårige på J-dag

Arkivfoto
Udgivet

Sikkerhedsstyrelsen var på landsdækkende kontrolbesøg hos en række butikker på J-dag. Over halvdelen solgte alkohol-, nikotin- eller tobaksprodukter til mindreårige.

Fredag den 1. november har mange tradition for at skåle over en julebryg til J-dag.

Da "sneen faldt" i fredags, var Sikkerhedsstyrelsen på kontrolbesøg hos en række butikker, og her kunne man konstatere, at hver anden forretning solgte alkohol- eller tobaksprodukter til mindreårige.

Det skriver Sikkerhedsstyrelsen i en pressemeddelelse.

Tallene giver anledning til bekymring, siger Stine Pedersen, der er kontorchef hos Sikkerhedsstyrelsen.

- Selv om vi har kørt den her form for kontrol i et stykke tid nu, virker det ikke, som om alle butikker har fået styr på reglerne. Det er bekymrende, at så mange butikker på en aften som J-dag bryder loven, siger Stine Pedersen.

Kontrollerne fandt sted i kiosker, tankstationer, supermarkeder og specialbutikker.

TV SYD

Brug vores app og få de vigtigste nyheder fra Syd- og Sønderjylland lige ved hånden.