Aftalekreds skal udpege placeringen af vindmølletestcenter
I dag skal to mulige placeringer af et nyt testcenter for kæmpevindmøller snævres ind til ét sted, når aftalekredsen mødes klokken 13.
I midten af december i fjor besluttede aftaleparterne i folketinget sig for, at et tredje testcenter skal placeres enten ved Ballum Enge i Tønder Kommune eller ved Østerild i Thy.
Her ligger der i forvejen et testcenter, mens det andet ligger i Høvsøre i Lemvig.
I alt er otte områder blevet undersøgt. En screening af alle otte områder har vist, at kun Ballum Enge og Østerild er optimale for et testcenter med vindmøller på op til 450 meter.
Siden er der lavet en supplerende screening af det eksisterende testcenter i Østerild. Det er på den baggrund, at aftalekredsen, bestående af regeringen og partierne SF, LA, K, RV og DF, så i dag skal drøfte, hvilken af de to placeringer udvalget vil gå videre med.
Det bekræfter Henrik Frandsen (M), der er landdistrikts- og øordfører, over for TV SYD.
Borgere og flere lokale politikere har længe kæmpet mod kæmpevindmøller i marsklandskabet ved Ballum ved Vadehavet, som er udnævnt til verdensarv af Unesco.