180 glampingtelte revet væk: - Det er jo ren luksus
Tønder Festival har for første gang introduceret en ny overnatningsoplevelse til deres gæster. Ud med utætte telte og hårde liggeunderlag. Glamping er det nye. Og det er kommet for at blive.
Mange forbinder ordet festival med små, klaustrofobiske telte, utætte luftmadrasser og billige campingstole. Dette er dog ikke virkeligheden for en håndfuld besøgende på årets Tønder Festival.
De har nemlig skiftet de små telte ud med luksustelte, og luftmadrasserne er erstattet med rigtige senge med bløde dyner. I år har de musikglade gæster haft mulighed for booke glampingtelte. Og glamping er en sammentrækning af glamour og camping, to ellers uforenelige principper skulle man tro.
- Vi har set utrolig meget frem til det. Vi var egentlig lidt bange for at blive skuffede, fordi vi havde så høje forventninger, men det her lever fuldstændigt op til dem, understreger Lene Duun, der sammen med tre andre veninder bor i et af glamping-teltene. De er kommet hele vejen fra Aalborg.
- Vi kan faktisk slet ikke få armene ned, smiler hun.
- Vi må ikke snakke for positivt om det, for så bliver der for meget rift om pladserne til næste år, bryder veninden Maja Hansen grinende ind.
Bedre end almindelig camping
Når man bestiller et glampingtelt, er teltet allerede slået op, når man ankommer på pladsen. Derudover er der også opredte senge, gulvtæpper og strøm klar til festivalsgæsterne.
- Vi kan høre på vores overnattende gæster, at de efterspørger noget mere luksus end teltpladser. Derfor prøver vi som festival at arbejde med alternative overnatningsformer, som passer ind i vores koncept. Og det blev så til glampingtelte, fortælle Mette Bossen Linnet, der er formand for Tønder Festival Forening, og hun fortsætter:
- Der er ikke så mange overnatningsmuligheder inde i byen, så det her er en mellemting mellem at bo på hotel og at bo i et telt.
Og det er altså en helt ny oplevelse for gruppen.
- Jeg er kommet her siden 94', og dengang startede jeg i et lillebitte telt, fortæller Bodil Laursen, der sidder sammen med veninderne fra Aalborg.
Sidste år sov de i et almindeligt telt, men som veninderne også selv nævner, er det danske sommervejr langt fra forudsigeligt. Derfor faldt valget i år altså på et glampingtelt.
Og dommen er allerede klar:
- Vi kan bedst lide glamping, griner de i kor.
- Vi er meget tilfredse. Et af årets absolutte højdepunkter, siger Lene Duun.
- Vi er også blevet for gamle til at kravle rundt på gulvet, understreger den fjerde veninde Mari-Ann Jürs Pedersen.
Første gang på festival
Veninde gruppen fra Aalborg er ikke de eneste, som har valgt at prøve kræfter med glamping-oplevelsen. I teltet ved siden af bor et venindepar fra Aarhus, og de er også glade for sovearrangementet.
- Sammenlignet med, hvad vi har prøvet før, så er det her luksus for os. Det er et fint koncept, synes jeg, fortæller Lis Ernstorn.
Hendes veninde Henny Yde tilføjer:
- Det så lidt større ud på billedet, men alt det ser så fint ud. Folk vil gerne betale lidt ekstra for at få lidt komfort.
De er begge gået på pension, og dette er første gang, at de nogensinde har været på festival.
- Vi er sådan et par bedstemødre, der skal ud at danse moderne, griner de.
- Måske vi ender med at blive bidt af det.
Tønder Festival forventer at konceptet bliver gentaget til næste år. De udelukker heller ikke, at der kan komme flere glampingtelte til.