Prinsessen tilbage på festival efter fire års fravær
Protektor prinsesse Marie gæstede fredag Tønder Festival for tiende gang. Det var et glædeligt gensyn.
Prinsesse Marie var fredag taget til festival. I år troppede hun op uden både børn og gemalen prins Joachim, som ellers var med, da hun gæstede Tønder Festival i 2018.
Iført en lang blå kjole med marguerit-mønster skulle hun på rundtur. Prinsesse Marie er festivalens protektor og gæst på festivalen for tiende gang. Hun dukker troligt op ved hver festival, men måtte dog i to år melde afbud.
I 2017 meldte hun fra på grund af prins Nikolais 18 års fødselsdag og i 2019 i forbindelse med familiens flytning til Frankrig. Derfor måtte festivalen vente med at fejre hendes 10. gang på festivalen til i år.
- Fantastisk at være tilbage
Og det var en tilfreds prinsesse, der atter indtog festivalpladsen.
- Det er fantastisk at være tilbage. Det er en af mine første protektioner, og jeg er her for at bakke op om det kæmpearbejde, som de frivillige gør for at få sådan en festival op at stå, sagde hun til TV SYD.
- Det er også meget vigtigt, at så mange er involveret i festivalen, som er meget vigtig for regionen, sagde prinsesse Marie.
Varme afløst af voldsom regn
Hun blev ført ind på festivalpladsen af Tønders borgmester Jørgen Popp Petersen fra Slesvigsk Parti.
Først gik rundvisningen forbi Open Air scenen, hvor det danske band Calby spillede. Derefter blev prinsessen ført forbi restaurant Rungholt, hvorefter turen gik til Bolero-scenen, hvor hun skulle se Niels Hausgaard optræde.
Det officielle program sluttede ved kunstprojektet "Portrætter i prosa og træ".
Ved 14.30 tiden forlod prinsessen atter festivalen i Krone 65. En halv time før en kvælende varme blev afløst af voldsom regn.
Prinsessens program
12.00 Officiel velkomst
12.15 Koncert med Calby på Open Air-scenen
12.35 Besøg i restaurant Rungholt
13.00 Koncert med Niels Haugsgaard i Bolero
13.30 Besigtigelse af kunstprojektet "Portrætter i prosa og træ"
14.00 Officielle program slut