Mindretal endt i bitter strid med amerikansk vinmærke
De har tænkt sig at tage den hele vejen til EU, så mindretalssprog ikke kan bruges i en kommerciel sammenhæng.
Der er langt fra vinproducenten Öömrang i Washington State i USA og den lille ø Amrum i Vadehavet ud for Tyskland.
Men nu er friserne, der bebor øen, godt trætte af, at vinproducenten cirka 7.000 kilometer derfra har sikret sig varemærkerettighederne til ordet "Öömrang".
Og på et delegeretmøde i Husumhus i Husum syd for grænsen lørdag, fik friserne opbakning fra de andre europæiske mindretal, og de har i fællesskab sendt en opfordring til EU.
Baggrunden er, at man på øen Amrum bruger det frisiske ord "Öömrang" til at betegne øens sprog, og indbyggerne mener, at mindretallenes sprog skal beskyttes mod, at virksomheder kan lægge beslag på dem.
Mødet blev holdt under paraplyorganisationen FUEN/FUEF (Føderalistiske Union af Europæiske Folkegrupper), der rådgiver EU om bevarelse og fremme af de europæiske mindretals identitet, sprog, kultur, rettigheder og traditioner.
- Det kan ikke være rigtigt, at de mennesker på Amrum, der taler Öömrang, ikke længere kan bruge dette udtryk, udtalte Ingwer Nommensen fra Friserrådet under forsamlingen ifølge Flensborg Avis.
Under forsamlingen besluttede FUEN/FUEF også at opfordre EU til at lade regional- og mindretalssprog ind under varemærke-retten, da der ifølge Flensborg Avis har været flere eksempler på, at mindretalssprogene har været truet af virksomheder, der har forsøgt at anvende mindretalssprog i en kommerciel sammenhæng.
I februar 2018 besluttede EU-parlamentet netop at opfordre medlemsstaterne til at sikre mindretalssprogene for at beskyttelse den sproglige mangfoldighed.