Kæmpe stigning: Flere søger om julehjælp
I år melder flere julehjælps-organisationer om 50 procent flere ansøgere til julehjælp. Og ikke alle vil få deres juleønske opfyldt.
I år har 2.779 søgt om julehjælp i Syd- og Sønderjylland hos Dansk Folkehjælp. Det svarer næsten til en fordobling set i forhold til sidste års antal ansøgninger. Deadline for at sende en ansøgning var 1. december, og nu handler det om at samle penge ind.
- Nu sætter vi alt ind på at samle så meget ind, som vi kan, siger Klaus Nørlem, generalsekretær i Dansk Folkehjælp til TV SYD.
Sønderborg er et af de steder, hvor skoen klemmer
Lars Lydholm, informationschef ved Frelsens Hær
Normalt plejer Dansk Folkehjælp at opleve en stigning på 20 procent fra år til år, men i år har stigningen været på over 85 procent. Også hos Frelsens Hær oplever man nogle steder store stigninger, selvom man på landsplan har fået samme antal ansøgninger. I Sønderborg har Frelsens Hær fået over 727 ansøgninger, hvilket også er en stigning på over 50 procent.
- Sønderborg er et af de steder, hvor skoen klemmer, siger Lars Lydholm, informationschef ved Frelsens Hær, til TV SYD.
Også Røde Kors forventer op mod en fordobling i ansøgere af julehjælp siden sidste år. I Kolding har de fået 300 ansøgninger i år, mod 140 sidste år.
- Jeg forventer, at de andre områder oplever nøjagtigt det samme, eller i hvert fald også op mod en fordobling, siger Jes Haberlandt fra Røde Kors i Kolding.
Vi kommer til at kunne give julehjælp til flere end vi gjorde sidste år, og det glæder vi os rigtig meget over
Klaus Nørlem, generalsekretær i Dansk Folkehjælp