Frivillige rykker ud ved otte ud af 10 hjertestop
Frivillige førstehjælpere var på pletten i 85 procent af alle hjertestop udenfor sygehusene i Syd- og Sønderjylland. Det viser tal fra en helt ny undersøgelse fra Region Syddanmark.
Frivillige førstehjælpere spiller en afgørende rolle for overlevelse ved hjertestop. Det fremgår af en evalueringsrapport om projektet "Danmark redder liv".
Projektet kører i Region Syddanmark og Region Sjælland i samarbejde med blandt andre Dansk Folkehjælp.
Ideen er, at frivilllige førstehjælpere kaldes ud fra alarmcentralen via en app, og formålet er at forbedre chancen for at overleve et hjertestop.
Førstehjælpere i kommunerne:
Tønder - 105
Sønderborg - 213
Aabenraa - 138
Haderslev - 134
Fanø - 4
Esbjerg - 200
Vejen - 173
Kolding - 148
Fredericia - 101
Varde - 103
Billund - 43
Vejle - 178
I alt 2.061 førstehjælpere er tilknyttet ordningen i Region Syddanmark - og tal fra marts 2019 viser, at førstehjælperne assisterede i 85 procent af samtlige hjertestop udenfor sygehusene.
Ifølge Dansk Hjertestopregister vil en ud af otte overleve et hjertestop, hvis der ydes hurtig førstehjælp, men kun en ud af 30 overlever, hvis der ikke ydes førstehjælp.
Overlevelseschancen for en patient med hjertestop, der ikke modtager genoplivende behandling, falder med 10 procent pr. minut - og derfor er hurtig udrykning helt afgørende.
Projektet blev sat i gang for at øge trygheden i områder, hvor ambulancen er lang tid om at nå frem.
Målet er, at "Danmark redder liv" med udgangen af i år kan rykke ud til hjertestop i 99 procent af alle hjertestop udenfor hospitalerne. Men skal den målsætning nås, kræver det, at yderligere 2.000 frivillige i Region Syddanmark melder sig til ordningen.
70 procent af alle hjertestop sker i hjemmet.