Vær forsigtig og undgå fyrværkeriskader under oprydning dagen derpå
Nytårsnat er kun få kommet til skade med fyrværkeri. Nu advarer Sikkerhedsstyrelsen om, at oprydningen dagen derpå kan udløse ulykker.
Når der skal ryddes op efter festen og nattens fyrværkeri er der god grund til at tænke sig om for at undgå brande og personskader med fusere.
Sikkerhedsstyrelsen opfordrer til, at man fjerner fusere, så børn ikke bliver fristet til at forsøge at tænde fyrværkeriet i dagene efter nytår - og det er en voksenopgave at fjerne resterne af nattens fyrværkeri.
Fej det op på en skovl, og kom det i en spand med vand. Så er du sikker på, at eventuelle gløder bliver slukket. Husk sikkerhedsbriller, når du gør det.
Fusere kan, ligesom ubrugt fyrværkeri, afleveres på genbrugsstationen som farligt affald, da de indeholder krudt.
Der er forskel på, hvordan du skal behandle brugt og ubrugt fyrværkeri samt fusere efter nytårsaften. Derfor har Sikkerhedsstyrelsen samlet gode råd til at komme sikkert af med fyrværkeriet.
Fyrvækeri dagen derpå
Sådan bortskaffer du brugt fyrværkeri
- Fyrværkeri, som er fyret af, er almindeligt husholdningsaffald. Det kan du feje op på en skovl og komme i skraldespanden for restaffald.
- Du skal selvfølgelig være sikker på, at fyrværkeriet er helt slukket, før du smider det ud eller tager det med. Er du i tvivl, kan du eventuelt hælde vand over det.
Sådan håndterer du ubrugt fyrværkeri
- Fyrværkeri, du ikke har fået fyret af, kan du vælge at opbevare derhjemme og bruge året efter.
- Du må opbevare fyrværkeri med op til fem kilo NEM derhjemme. NEM står for Netto Eksplosivstof Mængde og angiver, hvor meget krudt der er i fyrværkeriet. Det skal stå på fyrværkeriet.
- Sørg for, at fyrværkeriet står tørt, væk fra elektriske apparater og varmekilder og uden for børns rækkevidde.
- Du må ikke pakke fyrværkeriet ud eller fjerne beskyttelseshætten fra lunter.
- Hvis du ikke vil have fyrværkeriet liggende derhjemme, kan du aflevere det på genbrugsstationen. I så fald er det farligt affald. Du kan tjekke hos din kommune, hvilke genbrugsstationer der tager imod farligt affald.
- Transportér fyrværkeriet til genbrugspladsen, som du transporterede det hjem fra forhandleren.