Troels Lund Poulsen bliver ny venstrehøvding, men kæmper med sine personlige stemmetal
Nu er fristen udløbet for at melde sig som ny formand for Venstre, og der er en wannabe-høvding tilbage på prærien, Troels Lund Poulsen. Men hans personlige stemmetal er ikke imponerende.
Mere skal gå galt, end man har lyst til at tænke på, hvis ikke Troels Lund Poulsen bliver ny formand for Venstre ved partiets landsmøde i næste weekend i Herning.
Med ham får partiet en dygtig politiker. Det er der bred enighed om blandt politiske eksperter. Men Venstre får også en politiker, der i udpræget grad er uelsket blandt vælgerne.
- Han har jo haft problemer med overhovedet at blive valgt. Hvis ikke Britt Bager havde forladt partiet inden sidste valg, er det tvivlsom, om han var blevet valgt, fortæller Erik Holstein, politisk kommentator for Altinget.
TV2.dk skrev den 25. oktober, at Troels Lund var nummer 19 ud af 23 ny- eller genvalgte ved valget i 2022, når det gælder antallet af personlige stemmer, og hvor nummer 23 også er nummer sjok.
- Han får nok noget mere medgang, nu han er blevet partiformand, og han skal klokke meget i det, hvis han ikke, som partiformand, kan blive genvalgt. Men han skal performe betydeligt bedre næste gang, siger Altingets politiske kommentator.
For de personlige stemmetal betyder noget.
Stemmetal har symbolsk betydning
- Det svækker en, hvis man er den partileder, der har de dårligste personlige stemmetal. Det har en symbolsk betydning. En af grundene til, at Sofie Carsten Nielsen gik af som Radikal leder, var hendes personlige stemmetal. De var simpelthen for pinlige, fortæller Erik Holstein.
Mange har henvist til, at når en politiker først træder helt op i rampelyset, kan de få ny luft og frihed til at slå sig løs.
Og det mener, Rasmus Ole Hansen, lokalformand i Venstre i Hedensted, hvor Troels Lund er opstillet, også kan ske for den nuværende økonomi- og forsvarsminister.
- Hans rolle har været at få tingene gjort, og det er også derfor, at så mange peger på ham som formand. Anders Fogh Rasmussen stod jo også i baggrunden, indtil han blev valgt som formand i 1998, og så fik han en helt anden rolle, sagde Venstres lokalformand i Hedensted i oktober 2023.
- Jeg blev selv overrasket over, at Anders Fogh klarede det så godt. Han kom jo lige efter Uffe Ellemann-Jensen, der var mere folkelig. Men det er umuligt at forudsige, hvad der sker, når en politiker går fra at være nummer to til at være nummer et. Se på Jakob Ellemann-Jensen, der var en god politisk ordfører, men så blev helt låst som formand, fortæller Erik Holstein.
Holstein satser dog ikke hele butikken på, at Troels Lund kan gøre Anders Fogh Rasmussen kunsten efter.
- Jeg vil se det, før jeg tror det, og jeg vil blive overrasket, hvis han rydder bordet med personlige stemmer, lyder det fra Erik Holstein.
Det ville ikke løse problemet at stille op i en anden kreds. Troels Lund stiller i dag op i Hedensted i Østjyllands Storkreds.
- Han ville sandsynligvis klare sig værre på Sjælland eller på Fyn. Det problem, han har, har ikke noget med geografi at gøre, vurderer Erik Holstein, Altinget.
Men hvad skal den stakkels mand så gøre?
- I en lille sluttet kreds, så er han faktisk ret humoristisk med en tør form for humor. Han skal nok forsøge at være en lille smule mere folkelig, slippe lidt mere løs uden at begynde at fortælle onkel-vittigheder, lyder det fra Altingets politiske kommentator.