Troels fra Lindved på vej mod toppen i dansk politik

Foto: Thomas Sejstrup Hoffmann-Møller, TV SYD
Udgivet
Artiklen er mere end 30 dage gammel

Alle peger på Troels Lund Poulsen som ny formand for Venstre, men han har ikke peget på sig selv - ikke endnu.

- Jeg er ikke noget følelses-menneske, sagde Troels Lund Poulsen mandag, da hans partiformand, Jakob Ellemann-Jensen, gjorde sig selv forhenværende.

Det er der vist heller ikke nogen, der har beskyldt ham for. Weekendavisen kalder ham en anelse uelskværdigt for kulissekrigeren. 

Hans rolle har været at få tingene gjort.

Rasmus Ole Hansen, formand for Venstre i Hedensted

AvisenDanmark viderekolporterer tilnavne som 'manden, der er inde i Jakob Ellemann-Jensen', 'overfrakken' og 'edderkoppen midt i spindet'.

Karismatisk er der, så vidt vides, aldrig nogen, der har kaldt ham. I 2016 sagde han til net-mediet Altinget:

- Jeg har aldrig nogensinde set mig selv som formand for Venstre. Det er jeg ikke den rette til. Jeg er langt bedre til at skabe og formulere den politiske platform, som Venstre skal have.

Troels Lund Poulsen midt i medierne. Foto: Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix

Men nu er det altså kommet så vidt. 

Venstrefolk vidt og bredt peger på, at det er Troels, der er den. Eller rettere skal være den. Politiske kloge-hoveder peger også på Troels.

Men netop fordi, at han trods ovennævnte personlighedstræk er følelsesmæssigt påvirket af Jakob Ellemann-Jensens pludselig afgang, vil han ikke tage stilling og pege på sig selv endnu, sagde han på pressemødet mandag.

Glade venstrefolk i Hedensted

Troels Lund Poulsen er valgt i Hedensted, og der er de glade for deres mand på tinge.

- Han plejer at komme til møderne og til generalforsamlingerne i de 12 lokalafdelinger her i kredsen. Vi  tror på, at han kan blive en god formand, men det er hans egen beslutning, og vi vil ikke lægge pres på ham, fortæller Rasmus Ole Hansen, formand for Venstre i Hedensted.

Troels Lund stiller stadig op i Hedensted, selvom han er flyttet til Sjælland i mellemtiden. Lokalformanden er ikke så bekymret for måske-formandens ikke helt udfoldede karisma.

- Hans rolle har været at få tingene gjort, og det er også derfor, at så mange peger på ham som formand. Anders Fogh Rasmussen stod jo også i baggrunden, indtil han blev valgt som formand i 1998, og så fik han en helt anden rolle, fortæller Venstres lokalformand i Hedensted.

Henrik Dam Kristensen er nu stoppet i politik efter det, der ligner en menneskealder. Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

Henrik Dam Kristensen, (S), har siddet i Folketinget siden 1990 og har altså kendt Troels Lund Poulsen siden sidstnævnte blev valgt ind i 2001.

- Troels har været en fin kollega, og jeg har stor respekt for hans politiske håndværk, fortæller Henrik Dam Kristensen, der afsluttede sin karriere som formand for Folketinget.

Men en ting er at kunne håndværket. Noget andet er, at gå hele vejen og blive direktør for det hele.

- Når man tager det skridt op og bliver partiformand og statsministerkandidat, så bliver man bedømt på en helt anden måde, siger Henrik Dam Kristensen.

Troels Lund Poulsen skal nu helt frem i billedet og blive skarp. Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Elisabet Svane, politisk analytiker på dagbladet Politiken, har også kendt Troels, siden han blev valgt ind i Folketinget.

- Troels Lund Poulsen er hele tiden gået efter at være Venstres stærke mand, som Claus Hjort Frederiksen var det for Anders Fogh Rasmussen. Han kom hurtigt ind i inderkredsen hos Anders Fogh, og der var han også hos Lars Løkke Rasmussen, og han var helt uundværlig for Jakob Ellemann-Jensen, vurderer Elisabet Svane.

Elisabet Svane i samtale med Kristian Jensen, tidligere MF for Venstre og minister. Foto: Heine A. Petersen/Ritzau Scanpix

Men nu skal Troels Lund Poulsen sandsynligvis gå fra at være den stærke 2'er til at blive nummer 1.

- Skridtet fra nummer to til nummer et er det længste af dem alle. Men Troels Lund Poulsen kan tage tæskene, og han kan også dele dem ud, fortæller Elisabet Svane.

Troels Lund Poulsen kan tage tæskene, og han kan også dele dem ud.

Elisabet Svane, politisk analytiker

Men fra at være kongemager skal Troels Lund nu være konge - måske. Der har været nogle sager. Der var noget med et smadderdyrt Rolex-ur, der i en årrække indbragte Lund Poulsen det lidet smigrende tilnavn Trolex. 

Og så var der noget med Helle Thornings skattesag, der var hård nok for Troels Lund, der måtte tage orlov i en periode. Den sag løb dog sådan cirka ud i sandet.

- Det, tror jeg ikke hænger ved. Hvis man er i politik i mange år, så slipper man ikke uden om sager, men det kommer ikke til at belaste Troels Lund Poulsen, mener Henrik Dam Kristensen.

- Troels har den fordel, at det i forvejen er ham, der styrer det hele, lyder det fra Elisabet Svane, politisk analytiker, Politiken.

Voldsomt vejr på vej

Af Jonas Damsbo
Udgivet
I samarbejde med TV 2 Vejr

TV2 Vejret varsler om kraftig regn og vindstød op til stormstyrke.

Lørdag er der således udsigt til kraftig nedbør med torden og skybrud. Derudover bliver det også usædvanligt blæsende for årstiden med vindstød op til stærk storm.

Derfor har TV 2 Vejret udsendt varsel for torden og skybrud lørdag mellem klokken 12 og 20 samt for kraftige vindstød.

- Det er en af de gange, hvor der er ret stor risiko for at opleve tordenvejr med skybrudslignende regn, siger TV 2 Vejrets meteorolog Andreas Nyholm.

Det meste af Jylland har mindre risiko for skybrud, mens visse dele af Sønderjylland står til at blive ekstra hårdt ramt.

Varsel for torden og skybrud. Foto: TV 2 Vejret Foto: Grafik/Tv2 Vejret

Skybrud er defineret som mindst 15 millimeter nedbør på en halv time og kan risikere at give lokale oversvømmelser.

Sådan rammer det

Lørdagens uvejr skyldes et hidsigt lavtryk, der skal passere lige nordvest om landet.

Ud på eftermiddagen stiger risikoen for torden og skybrud betydeligt.

I Jylland er der en risiko for de heftige byger. Her er risikoen nok størst i det østjyske.

Det hele forventes at kulminere mellem klokken 16 og 20 i Østdanmark.

Flere prognoser indikerer store mængder nedbør i forbindelse med tordencellerne.

Noget af nedbøren vil falde som hagl. Disse kan risikere at blive over to centimeter i størrelse.

Prognose lørdag ved middag. De første tordenbyger kan allerede ramme på dette tidspunkt. Foto: TV 2 Vejret Foto: Grafik/Tv2 Vejret

Sjældent kraftigt blæsevejr

Som om de kraftige tordenbyger ikke var nok, så er der også udsigt til et meget sjældent kraftigt blæsevejr for årstiden.

- Blæsevejret er højest usædvanligt. Måske kan vi få det kraftigste juliblæsevejr i mindst 14 år, fortæller Andreas Nyholm.

Langs vestkysten er der endda risiko for vindstød af stormstyrke – lokalt op til stærk storm.

Vinden rammer især lørdag aften og natten til søndag, men der kan også komme meget kraftig vindstød i forbindelse med tordenbygerne.

- Ligger man i telt eller har pavillon oppe, skal man virkelig sørge for at surre det godt, siger Andreas Nyholm.

Meteorologen supplerer med et godt råd om at undgå åbne sider i sit telt.

Rosenmager har skabt særlig rose til ære for sin afdøde søn

Udgivet

Han har leveret roser i tusindvis til Vejle Kommune. Men han har også en rose tilegnet sin datter. Og sin søn David, der kun blev 16 år.

Han er 73 år. Pensionist. Han kunne bare blive liggende, men klokken syv om morgenen står han op. Roserne venter. De er hans venner. Hans kærlighed. Hans liv.

- Jeg går først ind igen klokken ti om aftenen. Medmindre der er fodboldlandskamp med Danmark. Jeg bruger nok 100 timer om ugen. Men man skal ikke have ondt af mig. Jeg nyder det, siger Per Eskelund Mortensen. 

Det gør han så meget, at han gerne står og falder i svime over en roses duft og design.

Gram Slots Rose vækker gerne stor interesse, når han holder foredrag om sin viden om roser.

Personligt forhold til roser

Rosenmageren står der på et skilt ved Hvejselvej 119 i landsbyen Bjerlev. Her står – ja rigtigt gættet – nogle roser i en hvid nuance.

- Det er Sara, siger han med et glimt i øjet.  

Sara hedder hans datter. Ordene kommer ud af hans mund fyldt med stolthed. Roser er ikke bare roser, som det nok er for os andre. Roser er for ham dybt personlige. Hvor dybt vender vi tilbage til. Først en tur ind til ”børnene”, som han siger.

Sådan ser Sara ud. Rosen Sara.

Dur - dur ikke

Rummet er – ja rigtigt - fyldt med roser. Det er her, de begynder deres barndom, og efterhånden som de vokser sig større, bliver de pottet om og får stadig støtte krukker at vokse i. Hvis altså de overlever Per Eskelunds sortering. Og den kan godt være hård.

- Det kan jo ikke nytte at bruge en masse tid og energi på roser, som alligevel ikke bliver til noget, siger han.  

Men de ”børn”, der klarer sig og vokser sig sunde og flotte – bliver flyvefærdige - får lov til at komme herfra og ud på marken. Det er en proces, der tager tid. Så hvis du tager imod tilbuddet om at få udviklet en personlig speciel rose til din udkårne, må du have tålmodighed.    

- Det tager i hvert fald seks år, men man kan jo vælge en af de, der står som foreløbig eneste eksemplarer og som kan mangfoldiggøres, siger han.

Pollen fra roserne skal bruges til nye spændende roser.

Bier må ikke komme ind

I et andet drivhus foregår podningen. Her er der adgang forbudt for bier, som kan forstyrre podningen. Han skal jo vide, hvilke roser han parrer med hvilke.

 - Så jeg har sat et stopskilt op med en bi og en streg henover, så de kan se, at her må de ikke komme ind, siger han. Igen med det der hyggelige glimt i øjet.     

Hans enmandsfirma startede i 1988. I 2007 kom der virkelig gang i den, da han skulle finde en rose til Vejle Kommune og producere 9.500 roser i forbindelse med kommunesammenlægningen.

Bier kan rode godt rundt i den systematiske podning, hvis de kommer indenfor i forædlingsafdelingen.

Wow

Hvert år forædler han roser i titusindvis. Årligt sås cirka 25.000 frø af krydsninger mellem cirka 400 forskellige rosenarter. Det er trods alt noget for en pensioneret lærer fra Vonge skole. Men passionen er der ingen tvivl om.  

Han taler meget gerne og længe om den svære proces og de mulige resultater, der mest beror på ”jeg tror, at hvis man nu….” og ”ren og skær held”.

Han stopper ved en krukke med roser, der ser ud til at folde sig langsomt ud med en rød farve, der først markerer sig, men så afløses af det endelige resultat: En gul rose, der simpelthen kalder på udtrykket WOW.  

Der skal arbejdes meget med jord, og roserne skal flyttes rundt efterhånden som de vokser.

Kvinder er vilde med roser

Men her bliver Rosenmageren pludselig tavs.

 - Jeg kan ikke sige noget. Det er en rose, der skal udvikles. Måske noget stort, siger han mystisk.

Roser er til kvinder. Mænd er høfligt interesserede. Sådan deler hans full time-hobby de to køn, siger hans erfaring ham, som når han får besøg fra for eksempel en haveforening. Så står mændene lidt i baggrunden og kigger på, mens kvinderne straks giver sig til at røre roserne og indsnuse duften af dem.

- I sin tid, da jeg solgte roser fra min bil, gad jeg end ikke kigge op fra avisen, hvis der kom en enlig mand. Hvis der kom et par, ville kvinden gerne hen og se på roserne, mens manden forsøgte at trække hende væk fra det, men kom der en kvinde alene, så var det med at smile sødt, griner han.

Det tog ham lang tid at få podet sig frem den rigtige farve, men nu trøster Davids rose ham hver dag.

Davids rose

Jo, roser kan noget. Og for Per Eskelund Mortensen kan de noget helt særligt. Nogle mere end andre selvfølgelig. I en krukke står der en rose, der drager øjet. Den lyser nærmest op. Og det er meningen. For rosen hedder David. Opkaldt efter hans søn, der kun blev 16 år.

- Han døde efter en fejloperation på Skejby Sygehus. Han havde en meget sjælden lungesygdom, som vi ikke kendte til og som pludselig brød ud. Efter nogle få måneder døde han mellem jul og nytår, fortæller Per Eskelund Mogensen med en stemme, der ikke levner tvivl om, at alle juledage siden og i fremtiden vil være uden julepynt, julesange og juleglæde.

 Nu står roserne og lyser op som et minde.

 - Så kan jeg se ham hver dag, siger han.

Dit digitale aftryk

Vi bruger cookies for at gøre din oplevelse bedre. Vi klatter ikke med dine data, og du kan altid trække dit samtykke tilbage. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her

Nødvendig cookies

Navn Udbyder
CookieConsent tvsyd.dk
__whplayCrate tvsyd.dk
__whseenVerticalVideosCrate tvsyd.dk
frequencyCategoryV2 tvsyd.dk
recencyCategoryV2 tvsyd.dk
recencyLastVisitV2 tvsyd.dk
visitHistoryFrequencyV2 tvsyd.dk
visitedPagesV2 tvsyd.dk

Funktionelcookies

Navn Udbyder
JSESSIONID LinkedIn
bcookie LinkedIn
bscookie LinkedIn
csrftoken instagram.com
lang LinkedIn
li_gc LinkedIn
lidc LinkedIn

Markedsføringcookies

Navn Udbyder
LAST_RESULT_ENTRY_KEY YouTube

Præferencercookies

Navn Udbyder
NID Google

Statistikcookies

Navn Udbyder
_cb Chartbeat
_cb Chartbeat
_cb_expires Chartbeat
Chartbeat
_cb_svref Chartbeat
_cb_svref Chartbeat
_cb_svref_expires Chartbeat
_cbt Chartbeat
Chartbeat
_chartbeat2 Chartbeat
_chartbeat2 Chartbeat
_chartbeat2_expires Chartbeat
_chartbeat4 Chartbeat
_chartbeat4 Chartbeat
_chartbeat4_expires Chartbeat
_v__cb_cp Chartbeat
_v__cb_cp Chartbeat
_v__cb_cp_expires Chartbeat
_v__chartbeat3 Chartbeat
_v__chartbeat3 Chartbeat
_v__chartbeat3_expires Chartbeat
ebx_webtag_ Echobox
userId tvsyd.dk

Brugeroplevelsecookies

Navn Udbyder
sp_landing spotify.com
sp_t spotify.com
tableau_locale public.tableau.com
tableau_public_negotiated_locale public.tableau.com