Transportministeren: Udvidelse af motorvej E45 giver bedre økonomi end Hærvejsmotorvej
Hærvejsmotorvejen er ikke en del af regeringens nye plan for infrastrukturen.
Transportminister Benny Engelbrecht, (S), og den øvrige regering nævner ikke Hærvejsmotorvejen med et eneste ord i den plan, der torsdag blev præsenteret.
- Der er dårlig samfundsøkonomi i en Hærvejsmotorvej, som ikke kan aflaste motorvej 45 i tilstrækkeligt omfang på strækningen fra Vejle og mod nord, så derfor satser vi her og nu på udvidelse af den eksisterende motorvej og andre veje i det midtjyske, siger Benny Engelbrecht.
Den prioritering skuffer komiteen bag Hærvejsmotorvejen - men vækker glæde i kommunerne langs E45.
Glæde
- Jeg er utrolig glad for, at vi har udsigt til at få fjernet trængslen til og fra Aarhus, så virksomhederne kan flytte både varer og ansatte frem og tilbage. Det er vigtigt for fastholde vores vækst, siger Hedensteds borgmester Kasper Glyngø, (S), der sammen med sine kolleger i Vejle og Horsens længe har kæmpet for flere spore på motorvejen mod nord.
Frustration
I Vamdrup går Allan Buus rundt på sin grund og ved ikke, om tavsheden om Hærvejsmotorvejen også betyder, at han og andre grundejere kan få klar besked om de fortsat skal frygte at komme til afgive jord til en fremtidig motorvej ind gennem Jylland mod Billund.
- Det er en frustrerende situation for alle. Jeg er ked af, at vi ikke kan få en afklaring og komme videre, siger Allan Buus.
Poul Andersen, formand for komiteen, der arbejder en Hærvejsmotorvej, er også frustreret.
- Der skal selvfølgelig ske udvidelser på motorvej E45, og det har vi støttet hele vejen. Det skal kombineres med en løsning på det langsigtede behov, men regeringen vil i stedet presse endnu mere trafik gennem flaskehalsen på Vejle Fjord-broen, siger Poul Andersen.