Disse syv områder er lægedækningstruede ifølge Region Syddanmark
Region Syddanmark har udpeget de områder i Syd- og Sønderjylland, som er lægedækningstruede. Her er fire hele kommuner på listen.
Region Syddanmark har udpeget syv områder i Syd- og Sønderjylland som lægedækningstruede. Det skete på et møde den syvende oktober i Udvalget for det Nære Sundhedsvæsen.
Her blev følgende områder indstillet og anerkendt som værende lægedækningstruede, fremgår det af referatet fra mødet:
Fanø Kommune
Tønder Kommune
Varde Kommune
Vejen Kommune
Ribe
Nordborg by og Augustenborg (i Sønderborg Kommune)
den sydlige del af Aabenraa Kommune (Padborg, Tinglev og Bylderup-Bov).
Disse områder er per første november og minimum seks måneder frem udpeget lægedækningstruede.
I vurderingen af, hvorvidt et område er lægedækningstruet, vurderer Region Syddanmark både på den aktuelle lægedækning og udsigterne i den kommende tid.
I referatet fremgår det, at flere af de lægedækningstruede områder særligt oplever, at der er flere læger der er gået på pension eller ventes at gøre det i den kommende tid, end der er uddannet nye, som kan tage over.
Derudover ser regionen på, hvorvidt læger i området har lukket for tilgangen af nye patienter eller nærmer sig dette, i deres vurdering.