Sporten lukker helt ned i 14 dage
Der bliver ingen kampe i de bedste rækker i fodbold, ishockey eller håndbold.
Dansk fodbold og håndbold ligger i dvale i de kommende to uger. Divisionsforeningen har torsdag besluttet, at der hverken spilles fodbold i Superligaen, 1. division eller 2. division.
Og i aftes besluttede Dansk Håndbold Forbund, sammen med de regionale forbund, at aflyse alle håndboldkampe i forbundets regi. Det vil ikke blot omfatte eliten, men også ungdomsrækkerne.
Beslutningerne skyldes naturligvis frygten for coronavirus. Allerede mandag blev slutspillet i den danske ishockeyliga udsat på ubestemt tid.
Koster dyrt
I TV SYD’s område får beslutningerne blandt andet konsekvenser for fodboldens Superliga, hvor Esbjerg, Horsens og Sønderjyske alle kæmper for at undgå nedrykning. I 1. division drejer det sig om Vejle Boldklub, Kolding IF og FC Fredericia. Udover det rent sportslige er der store økonomiske interesser på spil.
- Der er ingen tvivl om, at det her koster os penge. Vi håber på, at tiltagene fra regeringen kan give en form for kompensation, der er medvirkende til, at vi kan få nogle penge i kassen, så vi ikke ligefrem står med det allerstørste hul, siger Brian Knudsen, administrerende direktør i EfB.
En lille trøst kan måske være, at de forhåbentlig kan afvikle de udsatte kampe med tilskuere, når coronavirussen engang er knækket. Klubberne er i forvejen hårdt ramt økonomisk, fordi de går glip af tilskuerindtægter.
Men foreløbig ser Divisionsforeningen tiden an.
- Præcist hvad, det får af betydning for afviklingen af turneringerne, kigger vi på den kommende tid. Vi følger fortsat med i de udmeldinger, der kommer fra myndighederne. Hvad der rent praktisk kommer til at ske med de udsatte kampe og resten af sæsonen, melder vi ud, når vi ved mere, siger Claus Thomsen, som er direktør for Divisionsforeningen.
Fraråder træning
Idrætsforbundene har ikke ret til at forbyde, at klubberne træner. Men Dansk Håndbold Forbund opfordrer i en pressemeddelelse til, at spillerne bliver hjemme i stedet:
- Det er en naturlig konsekvens af dagens udmelding, at man inden for breddehåndbolden ikke gennemfører håndboldtræningen, så længe situationen omkring coronaens udbredelse udvikler sig dag for dag.