Sådan beskytter du dit barn på TikTok
TikTok er på kort tid både blevet berømt og berygtet. Er du bekymret for dit barns færden på platformen? Eksperter giver dig her råd til, hvordan du kan hjælpe dit barn til at begå sig på TikTok.
Hvad er TikTok?
- TikTok er det hurtigst voksende sociale medie.
- Mediet bruges til at dele egne private videoer op til 15 sekunder
- Tiktok er ejet af den kinesiske virksomhed ByteDance og blev lanceret i 2017.
- TikToks alderskrav er 13 år. Alligevel har 20 procent af de 9-14 årige danskere en bruger
Med over to milliarder brugere har den populære danseapp TikTok på få år opnået stor succes - specielt blandt den yngre del af befolkningen. I Danmark kender mange børn og unge også til app'en, hvor du kan poste lip sync-videoer, danse og udfolde din kreativitet.
Men mediet er ikke kun glade børn og musik. TikTok er blevet beskyldt for ikke at leve op til persondatalovgivningen, og samtidig oplever brugerne mere mobning og hadefuld adfærd på TikTok end på andre sociale medier. Derfor opfordre eksperter forældre til at være mere opmærksomme på deres børns brug af mediet.
Vil du blive endnu klogere på det populærer medie, kan du se Schwungs minidokumentar herunder. Under videoen finder du eksperternes guide.
Bliv tryg forælder til TikTok-bruger
Schwung har talt med flere eksperter om TikTok for at give råd til jer forældre: Eva Fog er digital pædagog og har udgivet en rapport om TikTok; Jakob Linaa Jensen har forsket i sociale medier i 15 år; samt de to danske Tiktokkere (red. brugere af TikTok med mange følgere) Mia Sofie Nørgaard og Jennifer Chu. Herunder giver de deres seks bedste råd, for at du som forælder kan få lidt mere ro i sindet over dine børns brug af TikTok.
1) Sæt jer ind i mediet
Opret selv en bruger på TikTok. Det er vigtigt, at du ved, hvad TikTok er, og hvad dit barn kan bruge app'en til.
2) Familiesikkerhedstilstand
Hvis du har et barn under 13 år, kan du med fordel lave din egen konto på TikTok og linke de to kontoer sammen. Funktionen hedder Family Pairing (forældreparring) og giver blandt andet forældre mulighed for at styre skærmtiden og begrænse hvilket indhold, der kommer frem.
3) Tag snakken
TikTok skal være en naturlig del af hverdagssnakken. Det skal være lige så naturligt at spørge, hvad dit barn har oplevet på TikTok, som at spørge til fodboldtræningen.
4) Tjek sikkerhedsindstillinger
Under 'settings and privacy' på TikTok kan dit barn ændre sine privatindstillinger. Gennemgå dem sammen, så du ved, hvad platformen har adgang til.
5) Husk det gode ved TikTok
Forældre skal ikke tale negativt om sociale medier eller kritisere deres børns adfærd. Du skal derimod være åben, så børnene tør at komme til dig, hvis der skulle opstå ubehagelige situationer på platformen.
6) Forbud er ikke vejen frem - eller er det?
Eva Fog og Jakob Linaa Jensen er uenige om, hvorvidt restriktioner skal være en del af snakken om TikTok.
- Vi skal selvfølgelig altid være skeptiske, når vores børn er på sociale medier, men jeg ser ikke nogen grund til at være decideret bange, siger Eva Fog.
Jakob Linaa Jensen anbefaler dog at vente med at bruge det sociale medie, indtil Datatilsynet er færdig med undersøgelsen om, hvorvidt TikTok overholder retningslinjerne for persondataforordningen.
- Better be safe than sorry. Jeg vil simpelthen anbefale, også selvom det kan medføre noget drama i hjemmet, ingen eller meget begrænset brug af TikTok, siger han.