Så meget benzin må du tage med hjem fra Tyskland og opbevare i hjemmet
Brændstofpriserne i Tyskland er så lave, at mange kører til vores nabo mod syd for at hamstre brændstof. Men hvor meget må man egentlig opbevare i sit eget hjem?
Mange danskere har i disse dage sat kursen mod det tyske for at tanke billig brændstof. Men hvordan er det nu lige reglerne er?
Må man tanke hæmningsløst og fylde hjemmet med fyldte brændstofdunke, eller er der begrænsninger på, hvor meget man må opbevare i privaten?
Det og meget mere kan Jarl Vagn Hansen, formand for Danske Beredskaber og beredskabsdirektør i TrekantBrand, give os svaret på.
Du må kun have 25 liter benzin, hvis du følger de regler, der er for brandfarlige væsker
Jarl Vagn Hansen, formand for Danske Beredskaber og beredskabsdirektør i TrekantBrand.
Forskel på benzin og diesel
Men først og fremmest er der et vigtigt tal, vi skal have på plads: 240.
Så mange liter benzin fordelt i 60 liters dunke, må du maksimalt køre rundt med i Danmark.
Der er dog den udfordring ved det, at du ikke må opbevare de 240 liter i eget hjem.
- Du må kun have 25 liter benzin, hvis du følger de regler, der er for brandfarlige væsker, forklarer Jarl Vagn Hansen til TV SYD.
Reglerne er dog ikke de samme, hvis man i stedet taler diesel.
- Diesel er ikke så nemt antændeligt som benzin, så du må faktisk godt have mere diesel i dit hus eller i din carport derhjemme, siger beredskabsformanden.
Som privatperson må man have 1250 liter diesel opbevaret ved sin husstand.
Ifølge Jarl Vagn Hansen er reglerne om benzin i hjemmet lavet med henblik på, at folk typisk opbevarer benzin i en dunk med fem liter, som de bruger til deres plæneklipper eller andre haveredskaber.
Risiko for eksplosion
Ifølge Skattestyrelsen kan man afgiftsfrit tage den mængde benzin med over grænsen, som svarer til en reservetank. Det kan højest være 20 liter, plus det man har i sin tank, uden at man skal betale en afgift.
Men hvordan ser det ud, hvis man ser højt på reglerne om de maksimale 25 liter benzin i hjemmet og bringer de 240 liter fordelt i 60 liters dunke med ind i sit hjem alligevel?
- Hvis man slæber sine 60 liters dunke ind i sit skur, så er det jo en fare, man tager med ind i sit skur. Fordi at skulle stå og håndtere en 60 liters dunk og fylde sin bil med den, det er vanskeligt. Man skal jo løfte den her brændstofsdunk op i hoftehøjde for at få fyldt brændstof på bilen, og hvis man så spilder det, jamen så har man benzin ud over det hele, siger Jarl Vagn Hansen, der også frygter, hvis folk køber en pumpe fra et byggemarked til at overføre brændstoffet fra de store dunke til bilen.
- Den er måske ikke gnistsikker, så har du en tændkilde, og så kan det risikere at eksplodere omkring dig, og det ville jo være en stærk brandskade, slår han fast.
Reglerne kort
- Man må maksimum køre rundt med 240 liter benzin fordelt i 60 liters dunke.
- Derudover kan man risikere at blive pålagt en afgift, hvis man har mere end blot til eget forbrug med over grænsen retur fra Tyskland. Grænsen for eget forbrug er ved en tidligere dom ved Landsskatteretten blevet fastslået til en dunk med 20 liter.
- I hjemmet må man som udgangspunkt kun have 25 liter benzin.
Mange danskere irriterer sig i øjeblikket over de tårnhøje priser og sætter kurs mod den dansk-tyske grænse. Derfor er rådet til at opbevare brændstof i hjemmet er derfor ganske klart fra formanden for Danske Beredskaber.
- Det er at følge reglerne fuldt ud og nøjes med - også for en sikkerheds skyld - at have det i sin femliters reservedunk, sin plæneklipper, buskrydder eller hvad du ellers bruger din benzin til og ikke mere end det.