Politiet skruer op for fartkontrol med nye fotovogne
For at forbedre trafiksikkerheden har politiet valgt at opruste antallet af ATK-køretøjer på vejene. 25 nye vogne fordeles over hele landet, hvor fem af dem går til de to politikredse i Syd- og Sønderjylland.
Politiet øger antallet af biler med automatisk fartkontrol på vejene.
Derved får politiet bedre muligheder for at sætte ind over for bilister, der ikke overholder fartgrænserne.
Det skriver Rigspolitiet torsdag i en pressemeddelelse.
Det er de såkaldte ATK-køretøjer, der er blevet flere af. Det omfatter politiets fotovogne og faste standere - også kendt som stærekasser.
Konkret har politiet fået 25 flere fotovogne og stærekasser. De er blevet fordelt over hele landet.
Af de 25 ATK-vogne går tre af dem til Sydøstjyllands Politi, mens Syd- og Sønderjyllands Politi får to.
Det betyder, at mens der indtil nu har været 82 ATK-køretøjer til brug for politiet, vil der fremover være 107.
- Vi ved, at for høj hastighed er en faktor i fire ud af ti dødsulykker, siger vicepolitiinspektør Thomas Tarpgaard fra Midt- og Vestsjællands Politi, der er leder af færdselspolitiet, i pressemeddelelsen.
- Hvis vi skal nå vores mål om færre dræbte i trafikken, så er det helt afgørende, at vi alle sammen tager toppen af farten.
De 25 flere ATK-køretøjer er aftalt som led i den seneste politiske flerårsaftale for politiet.
Med de nye vogne bliver politiets konkrete arbejde med fartkontrol styrket. For de nye ATK-vogne rummer en række forbedringer, der blandt andet betyder, at det bliver nemmere at fotografere de motorcyklister, der kører for stærkt.
- Vi får dels bedre muligheder for at kunne fotografere de motorcyklister, der kører for stærkt. Samtidig har kameraet fået en højere opløsning, så vi får bedre billeder at arbejde med, siger Thomas Tarpgaard.
- Og så er komforten for vores personale, der skal arbejde i bilerne, også blevet bedre.