Politiet opfordrer landmænd og maskinstationer til at tænke i sikring efter tyverier af GPS-udstyr
Politiet har de seneste dage modtaget seks anmeldelser om tyverier af værdifuldt GPS-udstyr, der har været monteret på landbrugsudstyr.
Det er ikke kun landmænd og maskinstationer, der har travlt i øjeblikket.
Kriminelle håber tilsyneladende også på en god høst, hvis de kan komme til at stjæle værdifuldt GPS-udstyr fra traktorer og andre landbrugsmaskiner.
Syd- og Sønderjyllands Politi har således de seneste dage modtaget fem anmeldelser om tyverier af værdifuldt GPS-udstyr, der har været monteret på for eksempel traktorer, skriver politikredsen i en pressemeddelelse.
Tre tyverier har fundet sted i Tønder Kommune, mens to har fundet sted i Vejen Kommune.
Sydøstjyllands Politi oplyser til TV SYD, at de har fået én anmeldelse om tyveri af GPS-udstyr fra landbrugsmaskiner.
Syd- og Sønderjyllands Politi oplyser, at de har fokus på at opklare denne type indbrud, der også har fundet sted tidligere flere steder i politikredsen.
Samtidig opfordrer de branchen til at gøre det så besværligt som muligt at være indbrudstyv og kommer med 13 gode råd til maskinstationer og landbrug, når det gælder sikring mod tyveri.
13 gode råd mod tyveri
Lav en sikringspolitik, så alle relevante personer ved, hvordan køretøjer sikres ved arbejdstids ophør og bygninger aflåses.
Gør det svært for tyven. Brug kraftige, indbrudssikre låse, og gør vinduerne i porte matte, så man ikke kan se ind.
Afmonter udstyr fra maskinerne ved arbejdsdagens ophør, hvis det er muligt, og placer det et tyverisikret sted.
Mærk det værdifulde udstyr. Og sæt skilte op hvor det fremgår, at udstyret er mærket.
Værdifuldt udstyr sikres med GPS-trackere, så det er muligt at følge gerningsmændene og få udstyret tilbage.
Udendørs områder skal være oplyst, eller forsynes med chockbelysning i form af en kraftig lampe med en bevægelsescensor, der tænder, når uvedkommende træder ind i området.
Undgå høje hegn og bevoksning. De er med til at give tyvene arbejdsro for nysgerrige blikke.
Står maskinerne på egen grund, er det muligt at etablere videoovervågning. Skilt tydeligt med, at der overvåges.
Sæt alarmer på maskiner og bygninger.
Sæt piktogrammer udvendig på GPS-udstyret, så tyven tydeligt kan se, at enheden er sikret. Det gør tilskyndelsen til tyveri mindre.
Etabler Erhvervsnabohjælp, hvor naboerne holder ekstra øje.
Vær skeptisk, hvis fremmede personer viser interesse for virksomheden.
Overvej nøje, om det er nødvendigt at lægge fotos af traktorer med GPS m.m. på hjemmesiden og sociale medier. I risikerer, at jeres oplysninger bruges som bestillingskatalog af kriminelle.