KL indkalder til pressemøde om overenskomst
Forhandlingerne bag en ny overenskomstaftale er lørdag eftermiddag stadig i gang.
Opdateret klokken 14.20 med informationen om, at en aftale endnu ikke er på plads og at pressemeddelelsen fra 3F blev sendt ud ved en fejl.
3F udsendte lørdag ved en fejl en pressemeddelelse, hvor det fremgik, at arbejdsgivere og ansatte i kommuner er enige om overenskomst med en samlet lønramme på 8,8 procent over de næste to år.
Her lød det yderligere, at parterne blandt andet var blevet enige om en hurtig udmøntning, hvor fire procent udbetales fra 1. april 2024.
- For kort tid siden har vi fået at vide, at det var en fejl, at den blev udsendt. Jeg har også været i kontakt med andre forhandlingspartere, som siger, at vi ikke er helt færdige endnu, fortæller TV 2-redaktør Henny Christensen til TV 2.
Der er omkring 500.000 ansatte i landets kommuner.
Parterne har forhandlet siden december og tog tirsdag hul på de afsluttende forhandlinger.
I sidste uge faldt overenskomsten for 190.000 statsansatte på plads. De fik en stigning i lønrammen på 8,8 procent over to år.
Den plejer at udstikke rammerne for de mange tusinde kommunalt og regionalt ansatte.
8,8 procent var det, staten spillede ud med. På den anden side havde de statsansattes forhandlere lanceret et krav om en tocifret lønstigning.