Nu er der nyt om fremtiden for konkursramt eventsted
Budrunden på aktiverne efter Volkerts Fylke er afsluttet. Det er udlejeren af det konkursramte eventsted i Kolding, der selv har købt inventaret. Håbet er nemlig, at det kan fortsætte som restauration.
Tilbage i september blev eventstedet Volkerts Fylke i Kolding erklæret konkurs for anden gang på et år. I den forbindelse blev stedets aktiver sat til salg i en budrunde.
Det er Mads Brandt fra Skov Advokator, der er kurator i konkursboet. Han oplyser til TV SYD, at det er stedets udlejere i Aktieselskabet Dagelykke Ejendomme med adresse i Aalborg, der selv er købere af inventaret.
Det er nogle fantastiske rammer, så det vil være trist, hvis det ikke kan fortsætte som restauration
Søren Andreasen, direktør i Dagelykke Ejendomme
Det kan direktør i Dagelykke Ejendomme, Søren Andreasen, bekræfte.
- Det var den bedste løsning. For vi håber, at der kommer nogen, der i en eller anden form har lyst til at køre det videre som eventsted og restauration. I min optik var den mulighed ikke-eksisterende, hvis vi lod inventaret sælge ud af huset, siger Søren Andreasen.
Fantastiske rammer
Nu skal udlejerne på jagt efter den eller de personer, der forhåbentlig igen har lyst til at slå dørene op for arrangementer og bespisning i de stemningsfulde lokaler, der ligger i Brødrene Volkerts gamle Spinderi og Klædefabrik i hjertet af Kolding.
- Når vi har købt inventaret, er det fordi, at vi synes, at stedet har potentiale. Det er nogle fantastiske rammer, så det vil være trist, hvis det ikke kan fortsætte som restauration i en by som Kolding, siger Søren Andreasen.
- I næste uge vil vi overveje, om vi selv skal begynde at kontakte nogen. Vi går benhårdt efter at finde nogen, der vil drive restauration. Jeg håber faktisk, at det er dem, der jager os, lyder det fra direktør Søren Andreasen.
Håndbold-legende afgået ved døden
Bjarne Jeppesen blev 70 år. I håndboldkarrieren blev det til et væld af guldmedaljer - både som spiller, træner og spillende træner.
Den tidligere Kolding IF-, Fredericia KFUM- og landsholdsspiller Bjarne Jeppesen er død i en alder af 70 år.
Det oplyser klubben på sin hjemmeside.
Ifølge KIF Kolding sker dødsfaldet som følge af et længerevarende sygdomsforløb med Alzheimers.
Mange guldmedaljer
Bjarne Jeppesen var en del af Fredericia KFUMs storhedstid i 70'erne og kom til Kolding Håndboldklub som spillende træner i to sæsoner fra 1983 til 1985.
Efterfølgende kom han til KIF, også som spillende træner, hvor det blev til en pokaltriumf samt fire mesterskaber i henholdsvis 1987, 88, 90 og 1991.
Da han stoppede som spiller i 1991, fortsatte han som træner i klubben og vandt i de efterfølgende år et mesterskab og en pokaltitel.
Et forbillede for flere
Forhenværende direktør i KIF Kolding, Jens Boesen, kalder Bjarne Jeppesen for en "fantastisk dygtig spiller med en teknisk formåen ud over det sædvanlige".
- Dermed blev han et forbillede for de spillere, som fulgte efter: Lars Christiansen og Nikolaj Jacobsen blandt andre, udtaler han til KIF Koldings hjemmeside.
Bjarne Jeppesen var bosiddende i Snoghøj i Fredericia og efterlader sig en kone, tre voksne døtre, en bonusdatter samt flere børnebørn.