MitID er oppe igen efter at have været utilgængelig
Problem med MitID opstod cirka 08.40. Efter knap to timer er det muligt at logge ind på tværs af tjenester.
Det er igen muligt at bruge MitID til at logge på tjenester i det offentlige og private.
Det oplyser MitID på hjemmesiden digitaliser.dk, der drives af Digitaliseringsstyrelsen.
- MitID er igen oppe at køre, og det er muligt at anvende til login på tværs af alle tjenester, lyder det.
Meldingen kommer klokken 10.25 mandag formiddag.
Tidligere lød det, at MitID var utilgængelig på tværs af alle tjenester. Problemet opstod omkring klokken 08.40.
- Leverandøren er i gang med at fejlsøge, skrev MitID tidligere på siden.
MitID bruges i Danmark til at tilgå digitale portaler i både det offentlige og private. Det er for eksempel netbank og hjemmesiden borger.dk.
Forsøger man at logge på eksempelvis Nordea eller Danske Bank bliver man mødt med beskeder om, at man kan opleve forstyrrelser eller tekniske fejl ved brug af MitID.
Det er Digitaliseringsstyrelsen, der er ejer af MitID. Styrelsen ejer løsningen sammen med brancheorganisationen Finans Danmark, der har banker som medlemmer. Driften og udviklingen varetages af Nets.
I slutningen af 2023 blev det meddelt, at det franske selskab IN Groupe ville købe retten til at drive MitID. Men indtil videre er det altså stadig Nets, der står for driften.