Millioner skal give flere sydjyske bymidter mere liv
Der afsættes 36 millioner kroner til at puste mere liv i flere byers bymidte i Sydjylland.
Folketinget vedtog i dag tirsdag en lov om en forsøgsordning for frie bymidter, der gør, at udvalgte byer kan gå i gang med konkrete indsatser i deres bymidte.
Rødekro, Vamdrup, Grinsted og Nordborg er blandt de 14 udvalgte byer, der nu kan gå i gang med at forsøge at skabe mere liv i deres bymidte.
Minister for byer og landdistrikter Morten Dahlin er begejstret for ordningen.
- En levende bymidte er en livsnerve for rigtig mange bysamfund. Derfor er jeg rigtig glad for, at vi nu giver noget mere lokal frihed til at lave de løsninger, som giver mening for den enkelte by. Jeg håber at det bliver en stor succes, så vi kan brede det videre ud til hele landet efterfølgende, siger han.
Loven træder i kraft den 1. juli 2024, og undervejs i forsøgsperioden vil der blive foretaget en evaluering, der kan danne grundlag for, om der skal ske permanente lovændringer.