Millionær solgte bil for 78 kroner
En anonym sønderjysk mand vandt en million kroner i Lotto. Det nød hans lillebror godt af.
Vinderen brugte fluks en del af millionen til at købe sig en ny bil – og tænkte i samme øjeblik på sin lillebror.
Det skriver Danske Spil i en pressemeddelelse.
- Jeg kunne have fået 40.000 i bytte for min bil, men nej, pokkerme nej! siger manden, som med en rund million på kontoen nok mente, at han havde overskud til at gøre en halvskidt forretning til glæde for sin lillebror.
- Jeg vidste, at min lillebror og hans kone godt kunne bruge en bil. Først ville han ikke købe den af mig, men så lavede jeg en slutseddel, hvor jeg skrev 78 kroner. Og så havde han 78 kroner med i kontanter, da han kom her og overtog bilen. Det blev han altså glad for – og det var lige så dejligt for mig, fortæller den ældre storebror.