Masser af gratis sommerferieoplevelser er klar: Se tilbuddene i din kommune
200 millioner kroner skal sikre, at børn og unge får mulighed for at deltage i masser af sjove aktiviteter i løbet af sommeren. Kommunerne arbejder på højtryk for at have et program klar.
Uanset om du er til paddlesjov i vandkanten, vil være med til at bygge en kæmpestor bybænk eller gerne vil på bagerskole, så venter der i de kommende uger masser af tilbud for børn og unge mellem 6 og 17 år.
Tidligere på måneden blev der indgået en politisk aftale mellem regeringen og flere af de øvrige partier, der afsætter 200 millioner kroner til ekstra sommeraktiviteter i kommunerne.
Pengene er blevet tildelt efter indbyggertal, og selvom det er med kort frist, er det lykkedes for kommunerne at få stablet et alsidigt program på benene.
Mange byder ind med aktiviteter
I Vejen kommune har de fået tildelt 1,6 millioner kroner, og her er de overraskede over, hvor mange foreninger der med kort frist har meldt sig klar med et sommerferietilbud til børn og unge.
- Vi er helt overvældede. Vi har fået over 30 forskellige henvendelser fra kulturinstitutioner og foreninger, der står klar med frivillige, fortæller Casper Rasmussen, der er leder af Kultur og Fritid i Vejen Kommune.
Interessen har været så stor, at kommunen har været nødsaget til at sortere i henvendelserne for at sikre, at der er noget for alle.
Som en del af den politiske aftale skal en del af pengene nemlig gå til børn og unge, der i forvejen har det svært, og det er der også taget højde for i Vejen.
- Omkring en tredjedel af pengene går til særlige tilbud, der henvender sig til det, som vi kalder unge på kanten, fortæller Casper Rasmussen.
Pengene giver flere gratis tilbud
Det er meget forskelligt, hvordan kommunerne vælger at bruge pengene. Nogle steder er det helt nye tilbud. Andre steder bliver allerede planlagte tilbud nu gjort gratis.
TV SYD tager forbehold for, at der på kommunernes hjemmesider kan være tilbud, der fortsat koster penge.
Herunder kan du klikke ind på hver enkelt kommune og se den pågældende kommunes sommerferie-tilbud.
Tønder Kommune har modtaget 1 million kroner og offentliggør deres program tirsdag. Fredericia Kommune har modtaget 1,6 millioner kroner, og offentliggør deres program torsdag. Det er ikke lykkedes at få svar fra Fanø Kommune.