Marie Krarup overvejer DF-exit, hvis Morten Messerschmidt bliver formand
Hvis Morten Messerschmidt vinder formandsvalget i Dansk Folkeparti, kan det betyde, at partiets folketingsgruppe splittes, siger Marie Krarup.
Det spidser fortsat til i kampen om formandsskabet hos Dansk Folkeparti.
For skulle Morten Messerschmidt (DF) gå hen og blive valgt som formand for Dansk Folkeparti, kan det føre til, at folketingsgruppen splittes og et nyt parti opstår.
- Hvis Morten Messerschmidt bliver formand, er der en mulighed for, at den del af folketingsgruppen, der ikke mener, at det er en god idé, kan danne et nyt parti, siger hun til avisen.
Hun uddyber sine egne forbehold overfor TV SYD.
- Jeg synes ikke, at Morten Messerschmidt skulle have stillet op. Han burde have trukket sig, da han blev dømt, siger hun.
Men dommen skal jo gå om i byretten, så han er formelt set ikke dømt?
- Nej, men jeg synes, det er for stor en risiko at have en formand, der står foran en retssag, svarer hun.
- Jeg stifter ikke mit eget parti
Det nye parti, som Marie Krarup lufter idéen om overfor Jyllands-Posten, er dog fortsat ren spekulation og er betinget af en række ting.
- Hvis Morten Messerschmidt bliver formand, og Inger Støjberg og Martin Henriksen på den ene eller den anden måde skaber et nyt parti, så forlader jeg Dansk Folkeparti og tilslutter mig dét. Ellers bliver jeg i DF.
- Mange har skrevet til mig, om jeg stifter mit eget parti. Det gør jeg ikke, siger hun til TV SYD.
Hverken Martin Henriksen eller Inger Støjberg har dog kommentarer til forslaget.
Heller ikke Morten Messerschmidt har ønsket at kommentere historien.
Marie Krarup stiller ikke op for Dansk Folkeparti ved næste folketingsvalg. Det oplyste hun tilbage i september 2020.
Hvem der bliver ny formand for Dansk Folkeparti efter Kristian Thulesen Dahl afgøres den 23. januar på et ekstraordinært årsmøde i Herning.