Marco og 13.900 andre tyskere arbejder i Danmark: Arbejdet er mere afslappende her
Hver dag pendler 13.900 tyskere over den danske grænse. Marco Weber er en af dem. Han kører selv fra Flensborg til Frøslev hver dag.
Marco Weber sætter sig ind bag rattet i den sorte Volvo i Flensborg hver dag. Iført sin gule refleksjakke er kursen sat mod Frøslev.
Han har sit id-kort og mobiltelefon tæt på sig, hvis nu grænsebetjentene vil stoppe ham. De udveksler knap nok en sætning, men nøjes med et "god dag" og et smil.
Nu er Marco Weber i Danmark.
Den tur har han taget mange tusinde gange.
I de sidste 20 år har han været grænsependler, hvor han dagligt tager turen fra Flensborg til Frøslev i Padborg for at komme på arbejde.
Men han er langt fra den eneste.
Ny serie på TV SYD
Marco Weber medvirker i en ny dokumentarserie på TV SYD, Porten til Europa, som kan ses her.
Ifølge tal fra Region Sønderjylland-Schleswig pendler 14.500 personer over den dansk-tyske grænse, hvoraf 13.900 af dem pendler fra Tyskland til Danmark.
Én af dem er Marco Weber.
Han arbejder som teamleder ved Frøslev Træ, og der er flere årsager til, at han vælger at arbejde i Danmark.
- Det er meget stor forskel på, hvad der forventes af medarbejdere på virksomheder i Sønderjylland og i Schleswig. Omgangstone, dresscode, tradition for dokumentation og frihed i arbejdet er meget mere afslappet i Danmark, og det tiltrækker mange tyskere. Selvfølgelig er lønnen også markant bedre, siger han.
Jeg har ikke den følelse, at jeg kører til et andet land.
Marco Weber, Teamleder, Frøslev Træ
En anden ting, som Marco Weber også godt kan lide ved Danmark, er tiltaleformerne til cheferne. Han fortæller, at man i Tyskland tiltaler cheferne som "De" og ikke "du".
I Danmark er det noget helt andet. Her er man dus med cheferne.
- Det er noget, jeg rigtig godt kan lide, siger han.
Dansk-tysk nøglemedarbejder
En betingelse, for at Marco Weber kunne arbejde hos Frøslev Træ, var, at han lærte dansk. Udover at være teamleder er han også bindeleddet mellem de danske og tyske medarbejdere i virksomheden.
Det er nemlig ikke alle, som behersker det danske sprog i produktionen.
- Vi er meget afhængige af arbejdskraft fra Tyskland. Cirka 25 procent af vores arbejdsstyrke er fra udenlandsk arbejdskraft. Derfor er Marco ikke alene en nøglemedarbejder på kontoret, men også for vores medarbejdere ude på pladsen. Dels på grund af de sprogbarrierer der kan være, men også de kulturelle forskelle der kan være mellem de danske og tyske ansatte, siger produktionschefen Jørgen Johansen.
Det er også en af grundene til, at Marco Weber hver dag tager sin gule refleksjakke på og går en tur rundt på pladsen. Han vil gerne snakke med medarbejderne og sørge for, at de har det godt.
Det er vigtigt for ham.
Jeg kan godt forestille mig, at der i fremtiden kommer flere grænsependlere.
Marco Weber, Teamleder, Frøslev Træ
Corona var svær for grænse-fabrikken
Da corona ramte grænselandet, var det en helt ny situation for fabrikken. Grænserne til Danmark blev lukket, og der kom krav fra Tyskland om kun at køre, hvis man havde et anerkendelsesværdigt formål.
Det betød, at der kom udfordringer med de tyske medarbejdere og også Marco Weber selv.
Alle tyske medarbejdere skulle have papir på, hvor de arbejdede, og i hvilket tidsinterval de arbejdede.
- Da man besluttede at lukke grænsen, fik vi rigtig travlt. Vi skulle lave breve til alle tyske medarbejdere, og der var Marco igen en rigtig vigtig spiller. De medarbejdere i Tyskland, som ikke kunne nå at hente dem, kunne hente dem ved Marco senere. Så kunne de komme herop igen om mandagen, siger Jørgen Johansen.
En anden udfordring ved Frøslev Træ var, at deres medarbejdere under starten af corona-pandemien kom fire til fem timer for sent. Det skyldtes, at testkapaciteten i Tyskland, tæt på Flensborg, var rigtig lav. Da gik det op for Frøslev Træ, hvor vigtig deres tyske medarbejdere var.
- Vi blev meget bevidste om, hvor mange af vores tyske medarbejdere, der er nøglemedarbejdere i produktionen. Hvis ikke de kom frem, så var der nogle ting, vi ikke kunne producere, siger han.
Grænsependlere i tal
- To tredjedele af de tyske pendleres bidrag til den danske økonomi bliver lagt i Sydjylland
- Grænsependlere mellem Danmark og Tyskland tjente 2.2 mia. kroner efter skat i 2015
- Grænsependlerne betalte 664 millioner i skat til den danske og tyske statskasse i 2015
Kilde: Region Sønderjylland-Schleswig
Flensborg er hjemmet - indtil videre
Tilbage til Marco Weber. Arbejdsdagen er slut. Han sidder bag rattet i den sorte Volvo - stadig iført sin gule refleksjakke. Han vinker til sine kollegaer, når han kører forbi dem på fabrikkens store udeareal.
Han er på vej hen til det, som han kalder hjem i Flensborg. Men selvom familien bor i Tyskland, har de stadig forbindelser i Danmark. Hans søn går i børnehave i Danmark.
- Min søn Lasse går i børnehave i Danmark, fordi vi mener, at det er en fordel at lære dansk fra barnsben. Så er der også en tanke om, at hvis han vil studere eller have et job i Danmark, så tror jeg, at det er en fordel.
Marco er ikke den eneste i familien, som kan lide Danmark. Hans kone kan også godt lide den danske mentalitet, og det er blandt andet derfor, at de også holder ferie i Danmark.
- Det kan godt være, at vi flytter til Danmark, siger han.