Livredderne har første arbejdsdag - her kan du bade i rent vand
Sommerferie er for mange danskere lig med strandtur. Få overblikket over de 55 syd- og sønderjyske strande, hvor du kan bade i rent vand.
I dag får landets skolelever sommerferie.
Flere steder i det syd- og sønderjyske sniger temperaturen sig fredag op over 25 grader, så dermed kan mange nok fristes til at fejre feriens første dag med en dukkert i havet.
Traditionen tro har Trygfondens Kystlivreddere første arbejdsdag, når børnenes sommerferie begynder.
Frem til 17. august er de til stede ved 35 strande og havnebade rundt omkring i Danmark - heraf 6 steder i det syd- og sønderjyske.
Her er der livreddere
Seks steder i det syd- og sønderjyske har Trygfondens Kystredningstjeneste livreddere til stede mellem klokken 10 og 18 i perioden 24. juni til 17. august.
Det drejer sig om følgende strande:
- Henne Strand
- Vejers Strand
- Hvidbjerg Strand
- Rindby Strand
- Lakolk Strand
- Fredericia Østerstrand
Vandtemperaturen ved de syd- og sønderjyske kyster ligger i disse dage på 15-19 grader celcius.
Hvis du skal ud og have dig en afkølende dukkert, vil du garanteret sætte pris på rent vand, et toilet i nærheden og mulighed for at komme af med dit affald. Alt sammen er muligt på de strande, hvor et blåt flag eller badepunktsflag vajer.
44 blå flag
Det er situationen på 55 steder i Syd- og Sønderjylland. 44 strande kan hæve det blå flag i flagstangen, mens 11 steder kan kalde sig “badepunkt”. (Se kort nederst i artiklen).
Det blå flag er en international mærkning, mens badepunkt er en nordisk ide. Begge administreres af Friluftsrådet.
I Esbjerg og Varde kommuner er 11 strande udstyret med et flag - ikke det blå, men badepunktsflaget.
I resten af Syd- og Sønderjylland har alle badesteder undtagen Jels Søbad et blåt flag.
I Danmark er der i alt 169 strande med blåt flag og 53 badepunkter i år.
Blå Flag Strande
- Rent badevand
- Livrednings- og førstehjælpsudstyr samt livreddere enkelte steder
- Natur- og miljøformidlingsaktiviteter
- Information om miljøforhold og naturområder
- Adgang til toilet
- Affaldsfaciliteter samt affaldssortering
- Informationstavle
- Hunde og biler er ikke tilladt
(Kilde: Friluftsrådet)
Der er flere forskelle på de to mærkninger. Begge ordninger stiller krav om bedste badevand efter EUs badevandsdirektiv. Ud over affaldsbeholdere og toiletter stilles der ved blå flag krav til affaldssortering og et antal natur- og miljøformidlingsaktiviteter i løbet af badesæsonen.
På badepunkter er kravene lidt færre samtidig med, at det er tilladt at køre i bil og medbringe hund.
Se alle ligheder og forskelle herunder:
Badepunkt-flag
- Rent badevand
- Badesikkerhed tilpasset den enkelte strand
- Adgang til toilet
- Affaldsfaciliteter
- Særlige muligheder for friluftsliv, kultur- og naturoplevelser
- Hunde er velkomne på badesteder med Badepunkt
(Kilde: Friluftsrådet)