Lastvogn afsløret med 277 stjålne cykler
En litauisk lastbil blev standset af Syd- og Sønderjyllands politis udlændingekontrolafdeling UKA Vest onsdag formiddag.
Lastbilen var på vej sydpå med 277 spritnye stjålne cykler til en værdi på omkring en million kroner.
Det skriver Syd- og Sønderjyllands politi på Twitter.
Den litauiske chauffør blev anholdt og fremstillet i grundlovsforhør torsdag formiddag, hvor dommeren varetægtsfængslede ham i fire uger. Chaufføren var i forvejen efterlyst for lignende kriminalitet i Norge.