Lad sælerne være i fred
Når skolerne holder ferie, har mange danskerne ofte tid til at gå lange ture på stranden. Det kan mærker man hos Dyrenes Beskyttelses Vagtcentral, da bekymrede borgere ringer ind, når de har set sæler ligge alene på stranden.
Men ofte er sælerne slet ikke i nød, når de ligger alene.
Det skriver Dyrenes Beskyttelse i en pressemeddelelse.
- Hvis man ser en sæl, er det vigtigste at holde god afstand. Sæler er vilde dyr, der finder det truende, hvis et menneske nærmer sig, forklarer projektleder Peter Gravlund Nielsen fra Dyrenes Beskyttelse.
- Når sælerne har brug for at hvile sig, kommer de op og lægger sig på stranden, på havnen eller på nogle sten. Sæler opholder sig ikke i havet hele tiden.
Ring 1812 hvis sælen er tydeligt skadet
Selvfølgelig er der tilfælde, hvor der er noget galt med sælen, men vi oplever, at i langt de fleste sager har sælen det fint.
- Hvis der er noget galt, vil sælen for eksempel have synlige sår eller være meget tynd, understreger Peter Gravlund Nielsen.
Hvis man ser en sæl ligge alene, er der nogle tegn som er gode at kigge efter. Det er tydelige sår, skader, eller om den er meget tynd og afkræftet.
I disse tilfældet skal man ringe 1812, så vagtcentralen kan vejlede ud fra sælens tilstand.