Iltsvind slår alle rekorder - syd- og sønderjyske fjorde særlig hårdt ramt
Iltsvindet i de danske farvande er 50 procent større end samme tid i 2023. Det er de velkendte områder, der altid bliver ramt hårdest igen og igen.
Døde hummere og opskyllede fisk og fedtemøg i tykke lag. Iltsvindet er lige nu det værste i 22 år - kun overgået af rekordåret 2002.
Det viser den nye iltsvindsrapport fra DCE ved Aarhus Universitet, som er offentliggjort fredag.
Det er de velkendte områder, der altid bliver ramt hårdest igen og igen. I Syd- og Sønderjylland er det det sydlige Lillebælt, Aabenraa Fjord, Flensborg Fjord, Haderslev Fjord. Desuden står det også slemt til i Det Sydfynske Øhav samt Limfjorden.
- Iltsvindet har nu ramt voldsomt store områder med et samlet areal større end Sjælland og Fyn tilsammen. Det er en forøgelse på næsten 50 procent sammenlignet med samme tid sidste år, siger seniorforsker Jens Würgler Hansen fra DCE, Institut for Ecoscience ved Aarhus Universitet.
På landsplan drejer det sig om et område på størrelse med Lolland Falster, der er ramt af kraftigt iltsvind.
- Når det samlede areal med iltsvind er så omfattende nu, så skyldes det, at iltsvindet breder sig ud i Kattegat og ned i Storebælt, som vi også så i 2023 for første gang siden 2008.
Der er også udbredt iltsvind i et sammenhængende område fra det sydlige Lillebælt helt ned i bunden af Kiel Bugt og fra syd for Møn til ned i bunden af Lübeck Bugt.
Behov for markant indsats
Ifølge Jens Würgler Hansen viser udbredelsen af iltsvind, at der er behov for en markant indsats for det danske havmiljø.
- Rapporten dokumenterer, at kæmpestore arealer i det danske havmiljø har det rigtigt, rigtigt skidt.
- Det kræver handling, som skal komme hurtigt og skal være massiv. Det ville være endnu mere tydeligt, hvis man kiggede under havoverfladen nu, siger han.
Rapporten kommer, netop som de politiske forhandlinger om den grønne trepart er gået i gang.
Rapport peger på mulig lempelse på udledninger af kvælstof
Der skal udtages mere end 15 procent landbrugsjord i Danmark for at skabe mere skov og natur samt ikke mindst nedbringe landbrugets udledninger af kvælstof til vandmiljøet.
I sidste uge kom en allerede nu meget omdiskuteret rapport fra Finansministeriet, som peger på tre mulige scenarier for kvælstof. Herunder et scenarie der faktisk lemper på kravene til landbruget.
- Iltsvindsrapporten viser, hvor vigtigt det er, at vi får gennemført den grønne trepartsaftale. Vi skal handle nu, så vi kan få livet tilbage i vores fjorde, siger minister for den grønne trepart, Jeppe Bruus (S).
- Rapporten viser også, at vores havmiljø er under stort pres og mange steder gisper efter vejret. Forskellen fra nu og sidste år er, at vi har en grøn trepartsaftale, som viser vejen frem, siger han.
Den grønne trepartsaftale forhandles i disse dage med Folketingets partier.
Opdateres...