Hjælpeorganisationer til politikere: Giv flere penge til julehjælp
En række hjælpeorganisationer opfordrer i et fælles brev politikerne til at give flere penge til julehjælpen.
Fem hjælpeorganisationer går sammen om en fælles henvendelse til politikerne med opfordring om at tilføre ekstra penge til vinter- og julehjælpen.
Det oplyser Mødrehjælpen.
Det er Mødrehjælpen, Røde Kors, Blå Kors, Dansk Folkehjælp og Frelsens Hær, der forsøger at råbe politikerne op i et brev, de har afsendt tirsdag.
Ninna Thomsen, der er direktør i Mødrehjælpen, forventer en stor stigning i antallet af familier, der søger julehjælp i år.
- Vi kan se, at julehjælpen kommer under et kæmpe pres i år. Der er nemlig på nuværende tidspunkt allerede 30 procent flere ansøgere til julehjælp hos Mødrehjælpen, end det var tilfældet i samme periode sidste år, siger hun.
I løbet af de første 14 dage er der kommet cirka 9.000 ansøgninger til julehjælp hos Mødrehjælpen, mens antallet for samme periode sidste år lå på 6.600.
Blå Kors har på seks dage modtaget 1.344 ansøgninger om julehjælp fra familier i Syd- og Sønderjylland. I 2022 fik de samlet set 1.924 ansøgninger fra familier i de 14 kommuner, TV SYD dækker. Disse ansøgninger kom i hele ansøgningsperioden på fire uger.
I brevet skriver organisationerne, at selv om inflationen er aftaget, er priserne på dagligvarer stadig højere end for et år siden, og mange familier er derfor fortsat pressede.
- Det her brev skal ses som et råb på hjælp. Vi rejser en meget, meget stor bekymring i forhold til, at der vil være massivt mange familier i år, der vil have brug for julehjælp for overhovedet at kunne holde jul, lyder det fra Ninna Thomsen.
I 2019 blev der afsat fem millioner kroner årligt til en ansøgningspulje til julehjælp.
Sidste efterår besluttede et flertal i Folketinget at forhøje puljen med 10 millioner kroner, og lige op til jul 2022 blev der tilført yderligere 50 millioner kroner, oplyser Mødrehjælpen.
De fem hjælpeorganisationer håber, at politikerne i år vil give flere penge til julehjælpen i bedre tid end sidste år.