Gode råd: Sådan bader du sikkert
Det kan være en god idé at have styr på færdselsreglerne på stranden, inden du slipper din indre vandhund løs .
Det er sommer, vejret er godt, og så skal der bades. Foruden håndklæde, solcreme og væske, er der også andre vigtige ting, du skal have styr på: Nemlig sikkerheden.
Hvert år er der folk, der kommer galt af sted, mens de bader. Det kan undgås, ved at følge en række elementære råd.
Her får du seks baderåd.
1. Lær at svømme
Når du kan svømme, kan du ofte redde dig selv og andre fra at drukne. Vælger du at gå i vandet, selvom du ikke kan svømme, bør du finde et sted, hvor du kan bunde, og hvor vandforholdene er rolige.
Styr på baderådene?
TrygFonden og Dansk Svømmeunion har sammen med internationale livredningsorganisationer samlet fem baderåd. Rådene er strandens færdselsregler og derfor er de gode at kende, inden man tager familien med på stranden.
- Lær at svømme
- Gå aldrig alene i vandet
- Læs vinden og vandet
- Lær stranden at kende
- Slip ikke børnene af syne
2. Svøm mellem livredderflagene
Hvis du er på en strand med livreddere, så bad mellem de røde og gule flag. Det er badezonen, på samme måde som en fodgængerovergang er for fodgængere. Vær opmærksom på, at flagene ikke står det samme sted hver dag. Mellem flagene er der ikke revlehuller, og det er der, livredderne holder øje med dem, der bader. Hvis du ikke bader mellem livredderflagene, er det en god idé at undersøge forholdene på stranden, inden du bader.
3. Gå aldrig alene i vandet
Hold øje med hinanden og ikke mindst de små.
4. Sådan tackler du et revlehul
Et revlehul, også kaldet hestehul, er en fordybning i sandbunden ved revler. En kraftig strøm fører vandet væk fra stranden, og det kan give problemer for badende. Revlehuller er skyld i mange drukneulykker, for selv rutinerede svømmere ender med at blive udmattede, når de svømmer mod strømmen, og det kan resultere i drukneulykker.
Hvis du kommer ud i et revlehul, er der tre simple regler, du skal følge:
Kæmp ikke imod.
Bevar roen. Du bliver ikke trukket ned.
Svøm til siden og langs med stranden og derefter ind til land igen.
5. Spring kun på hovedet, hvor vandet er dybt nok
Det er vigtigt, at du undersøger vandets dybde, inden du begiver dig ud i et hovedspring. Svøm eventuelt ud i vandet først og vurder.
6. Pas på SUP-boards:
De seneste år er flere strandgæster begyndt at bruge SUP-boards på strandturen. Kystlivredningen melder alene i år, at 25 procent af alle redningsaktioner involverer SUP-boards. Derfor opfordrer redderne til at være særlig opmærksom på vind- og strømforhold og minder om, at det er lovpligtigt at medbringe redningsvest, når man bruger boardene.
Så mange gange var livredderne fra Trygfonden i aktion i uge 27 i Syd- og Sønderjylland
0 livreddende aktioner, 40 førstehjælpsaktioner, 92 forebyggende aktioner, 921 oplysende indsatser
- Lakolk: 0 livreddende aktioner, 8 førstehjælpsaktioner, 16 forebyggende aktioner og 157 oplysende indsatser
- Østerstrand: 0 livreddende aktioner, 4 førstehjælpsaktioner, 21 forebyggende aktioner og 174 oplysende indsatser
- Rindby: 0 livreddende aktioner, 4 førstehjælpsaktioner, 0 forebyggende aktioner og 95 oplysende indsatser
- Vejers: 0 livreddende aktioner, 5 førstehjælpsaktioner, 42 forebyggende aktioner og 149 oplysende indsatser
- Henne: 0 livreddende aktioner, 7 førstehjælpsaktioner, 6 forebyggende aktioner og 156 oplysende indsatser
- Hvidbjerg: 0 livreddende aktioner, 12 førstehjælpsaktioner, 7 forebyggende aktioner og 190 oplysende indsatser.
Kilde: TrygFonden