Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Artiklen er mere end 30 dage gammel

Frivillige samlede tusindvis af nikotinposer

Tusindvis af frivillige børn og voksne rykkede ud med affaldssække, handsker og gribetænger, da Danmarks Naturfredningsforening for et par uger siden afholdt den årlige affaldsindsamling.

Det skete også i Syd- og Sønderjylland, hvor de frivillige indsamlede over 20 tons affald. Noget af det, der dukkede op som skrald i naturen og på gader og stræder var snus- og nikotinposer, som ifølge Danmarks Naturfredningsforening er en forholdsvis ny type affald. 

I alt blev der indsamlet flere end 17.000 af de små hvide poser, som frigiver nikotin, når man stopper dem op under læben. 

Danmarks Naturfredningsforening vurderer, at op imod 240.000 børn og voksne var ude at samle skrald fra den 8. til 14. april. På landsplan blev der indsamlet 116 ton affald herunder 115.000 nikotinposer. 

Kommune Kilo affald  Antal nikotinposer
Billund 566 2017
Esbjerg 1440 702
Fanø 0 0
Fredericia 2466 1019
Haderslev 870,4 949
Hedensted 1457,8 1141
Horsens 1665 1959
Kolding 1154 2235
Sønderborg 1161 849
Tønder 1230 706
Varde 442 162
Vejen 1172 496
Vejle 3506 3810
Aabenraa 3290 1543
<b>Total</b> 20420,2 17588
Kilde: Danmarks Naturfredningsforening

Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Flere politikredse indkalder ekstra bemanding på grund af J-dag

I anledning af J-dag, hvor julebryggen kommer til salg, har flere politikredse landet over valgt at skrue op for bemandingen.

Hos Sydøstjyllands Politi samt Midt- og Vestsjællands Politi er der ekstra betjente på arbejde fredag aften.

Imens lyder det fra Østjyllands Politi, at patruljer vil være mere synlige i fredagens natteliv på grund af J-dag.

- Vores patrulje vil køre forbi barer, restauranter og andet, som er relevant, siger vagtchef hos Nordsjællands Politi Christian Illum.

Bryggerierne frigiver traditionen tro juleøllen den første fredag i november klokken 20.59.

Foto: Thomas Hoffmann-Møller, TV SYD

Statsministeren vil kigge på lovgivningen efter sag om lægehus

Ifølge statsministeren skal lovgivning ikke forhindre tre snart nyuddannede speciallæger i at opføre et nyt lægehus i Tønder.

- Når jeg hører historien her, så tænker jeg, hvor fantastisk det er, at der er 3 unge læger, der har lyst til at slå sig ned i Tønder. Det er jo faktisk det, vi også rigtig gerne vil fra regeringens side, fordi vi mangler læger rundt omkring i Danmark, fortæller Mette Frederiksen (S) til TV SYD.

De tre lægestuderende vil åbne lægehuset i samarbejde med Tønder Andelsboligforening, men det er ikke tilladt, fordi sundhedshuse ikke må opføres i almindelige boligområder.

- Det er vigtigt, at de praktiserende læger kommer derud, hvor patienterne er, og hvor behovet er størst. Hvis der er snubletråde i noget boliglovgivning, så må vi se, om vi kan gøre det anderledes, siger statsministeren (S).

Tønder Kommune er udpeget som en lægedækningstruet kommune af Region Syddanmark.

Mette Frederiksen understreger, at adgang til egen læge er vigtigt for borgernes tryghed til sundhedsvæsenet.

- Men en gang imellem er der noget lovgivning, som skal opdateres eller ændres, fordi virkeligheden har forandret sig. Og jeg er meget, meget optaget af, at danskerne skal have en let og nem adgang til vores sundhedsvæsen, konkluderer Mette Frederiksen.

Tidligere børnehave rives ned og bliver til boliger for hjemløse

Den tidligere børnehave på Mågevænget i Sønderborg bliver revet ned. Der skal opføres to til fem boliger til udsatte hjemløse med indflytning i efteråret 2025.

Det skriver Sønderborg Kommune i en pressemeddelelse.

Det er Social-, Senior- og Handicapudvalget i Sønderborg Kommune der står bag beslutningen.

Boligerne vil blive kaldt Husene, og de skal ligge på den grund, hvor den tidligere børnehave ligger. Derudover kommer der et fælleshus på området.

Husene er en del af projektet Back to Basics, som er et socialt partnerskab mellem Kirkens Korshær Sønderborg, Psykiatrien i Region Syddanmark og Sønderborg Kommune med fokus på de allermest udsatte hjemløse borgere.

TV SYD

Brug vores app og få de vigtigste nyheder fra Syd- og Sønderjylland lige ved hånden.