Formand vender tilbage - lokal venstremand er fortrøstningsfuld
I dag er dagen, hvor Venstres formand vender tilbage til toppen af danske politik. For seks måneder siden måtte han overraskende aflevere en stress-sygemelding.
Det kom som noget af et chok for Venstre og hele det politiske system, da Jakob Ellemann for et halvt år siden måtte kaste håndklædet i ringen med en sygemelding for stress.
Det skete kun uger efter, at han var med til at danne SVM regering hen over midten, hvor han udover at være formand for Venstre også skulle være forsvarsminister.
Stephanie Lose måtte springe ind som formand og økonomiminister, og økonomiminister Troels Lund Poulsen måtte vikariere på posten som forsvarsminister.
Han vender tilbage med fuld musik.
Poul Rosendahl, formand for kommuneforeningen i Venstre i Varde.
Nu er Jakob Ellemann tilbage. Varde Kommune er sikkert Venstre-land, og Poul Rosendahl er formand for kommuneforeningen der.
- Jeg forventer, at Jakob Ellemann vender tilbage med fuld musik som formand og som medlem af regeringen, fortæller Poul Rosendahl.
- På landsplan har det betydet, at nogle har måttet påtage sig noget ekstra arbejde, men på lokalt plan har det ikke betydet ret meget. Vi har fået at vide, at han ville vende tilbage, og det har vi været tilfredse med, fortæller venstreformanden fra Varde.
Det har ikke skortet på dårlige forventninger fra det politiske kommentator-selskab om, hvilke øretæver der venter den tilbagevendende formand fra oppositionen, der både er til højre og til venstre for den nuværende regering.
Der venter også en sag om processen i forbindelse med indkøb af nyt artilleri til forsvaret.
- Der vil sikkert dukke et utal af spørgsmål op, men jeg er sikker på, at han er forberedt. Nu skal han lige tilbage på kontoret, og så skal han ud og vise ansigt og møde vælgerne face-to-face, fortæller Poul Rosendahl fra Venstre i Varde.
Den nye regering er ikke ligefrem stjernepopulær hos vælgerne. Måske især på grund af balladen om store bededag og at alle tre partier har blødt vælgere, og Venstre er nu på under ti procents vælgertilslutning.
- Det er jeg sikker på, at det kan vi få vendt, siger Poul Rosendahl.