Flere syd- og sønderjyder end nogensinde søger julehjælp
De mange prisstigninger har gjort det svært for mange familier at få økonomien til at køre rundt. Det mærker Blå Kors Danmark, der giver julehjælp til mad og gaver.
Mere end 9.700 familier har i år søgt om julehjælp hos Blå Kors Danmark. Det er knap 1.100 flere i hele landet end sidste år. Ud af de mange ansøgere bor 1.668 i Syd - og Sønderjylland. Det er mere end 100 flere ansøgere end sidste år.
Blå Kors Danmark uddeler julehjælp til økonomisk trængende børnefamilier i form af hjælp til mad og gaver. I år består hjælpen af et gavekort på 500 kroner til LIDL og et gavekort på 200 kroner til Blå Kors' genbrugsbutikker.
Tidligere har gavekortet været på 400 kroner til dagligvarer, men på grund af inflationen er beløbet hævet.
- Vi har brug for hver en krone for at kunne hjælpe så mange familier, som muligt. Som det er lige nu, kan vi desværre langt fra hjælpe alle familier. Alle pengene går ubeskåret til julehjælp, siger kommunikationschef i Blå Kors Danmark Thomas Røddik Korneliussen.
Krisen presser familier
I år har de voldsomme prisstigninger gjort behovet for julehjælp endnu større. Det fortæller Ulla Hartvig, der er leder for De Åbne Rådgivninger i Vejle Kommune.
- Det er så vores job at vurdere, om det er relevant, at de modtager (julehjælp red.), og det er det. Vi oplever ikke andre komme. Det er folk, der er virkelig pressede, som kommer, siger Ulla Hartvig.
Hun fortæller, at de i kommunen generelt oplever større efterspørgsel på hjælp. De har dog ikke et overblik endnu, fordi de er midt i processen.
Ansøgningsfristen for julehjælp hos Blå Kors Danmark er torsdag den 24. november.
Antallet af familier i Syd- og Sønderjylland, der har søgt julehjælp hos Blå Kors Danmark:
2018: 1.281
2019: 1.192
2020: 1.181
2021: 1.557
2022: 1.668 (indtil videre)