Færre ejer en campingvogn - men vi er stadig dem der elsker den mest
Hver femte campingvogn er de seneste ti år forsvundet fra de danske veje, viser nye tal.
- De traditionelle ferier som camping og charterferie er lidt gået i opløsning, fordi de nyere generationer vil noget andet.
Det er ifølge kommunikationsrådgiver og livsstilsekspert Henrik Byager en af flere årsager til, at danskerne fravælger campingvognen.
Sammenlignet med 2014 er antallet af campingvogne i Danmark faldet med 20 procent. Samme tendens ser man i Syd- og Sønderjylland, hvor der er 22 procent færre campingvogne.
Størst er faldet i Vejle, Billund og Esbjerg kommuner, hvor flere end hver fjerde danskejede campingvogn er væk fra vejene.
Tal fra Danmarks Statistik, bearbejdet af TV SYD
Henrik Byager peger på, at flere - især unge - tænker mere over, hvordan de kommer rundt uden at belaste kloden, som en anden grund til faldet.
Og så skyldes det også, at unges ferieønsker er anderledes end tidligere generationers:
- De har et meget mere sammensat og fleksibelt feriemønster, hvor de vil meget forskellige ting, og der passer en campingvogn simpelthen ikke ind mere, siger han.
Faldet i antallet af campingvogne skyldes ikke at der er kommet flere autocampere. Det tal et det samme nu som det var i 2014.
Vi er stadig danmarksmestre i camping
De fleste familier med campingvogne bor ifølge Danmarks Statistik i Jylland, hvor 52 familier ud af 1.000 ejer en, mens det på Sjælland og Bornholm er 25 familier og på Fyn er 43 familier ud af 1.000.
Trods faldet i antallet af campingvogne, så er syd- og sønderjyder stadig dem, der er allermest glade for campingvognen.
Øverst på top 10 over de mest campingglade kommuner ligger Ringkøbing-Skjern kommune, som har 86,1 campingvogn pr 1.000 familier - efterfulgt af Hedensted og Varde kommuner på anden- og tredjepladsen og Billund på femtepladsen.
Top 10 over kommuner med flest registrerede campingvogne/autocampere pr. 1.000 familier, 2023
Ringkøbing-Skjern: 86,1
Hedensted: 85,6
Varde: 85,2
Struer: 80,6
Billund: 80,3
Jammerbugt: 78,4
Ikast-Brande: 77,6
Thisted 77,5:
Vesthimmerlands: 76,51
Morsø: 76,4
Kilde: Danmarks Statistik
Grafikken nedenunder viser, i hvilke kommuner borgernes er allergladest for campingvognen.
- Kun jyske kommuner ligger på listen over de ti kommuner med flest campingvogne og autocampere per 1.000 familier, siger Søren Dalbro, der er specialkonsulent ved Danmarks Statistik.
Fælles for mange af kommunerne er, at de ligger mod vest.
Ifølge Henrik Byager er der især campingtraditioner i Jylland.
- Der er en stærkere kultur for campingferie i Jylland, og så er det jo også der, at der er kortere vej og en billigere vej ned til Tyskland, fortæller han.