Færre ansøgere skyld i millionbesparelser
Lavt optag på uddannelser og frafald blandt de studerende er de primære årsager til, at Sydjyllands største uddannelsesinstitution skal spare omkring 25 millioner i 2025.
Det fremgår af et referat fra et bestyrelsesmøde. Her står, at uddannelsesinstitutionen er udfordret, og at forandringsprocessen presser organisationen.
Besparelserne vil blandt andet betyde afskedigelser, udvikling og effektivisering af administration og færre uddannelsesudbud og uddannelser.
- Tilpasnings- og forandringsprocesser er komplekse og har betydet ændrede arbejdsgange for UC SYDs ansatte. Det vil også betyde forandringer fremadrettet. Derfor har direktionen fokus på at understøtte et godt arbejds-, studie- og undervisningsmiljø blandt ansatte såvel som studerende. Herudover arbejdes der samtidigt med at påvirke de politisk bestemte rammevilkår. Dette tilsammen for at sikre, at der også i fremtiden er et bredt udbud af uddannelsesmuligheder af høj kvalitet i Syd- og Sønderjylland, står der i referatet.