Et anderledes skolesystem vil være til fordel for de unge, ifølge sønderjysk S-politiker
Regeringen vil lave en erhvervsfaglig gymnasial uddannelse for unge, der ikke ved hvilken vej de skal gå uddannelsesmæssigt. Ifølge Jesper Petersen (S) åbner det nye muligheder for de unge.
Regeringen præsenterede tirsdag deres nye reformudspil om et uddannelsessystem, der står til at skulle omrokeres.
Blandt andet foreslår regeringen, at 10. klasse delvist afskaffes samt en fuldstændig nedlæggelse af HF og EUX.
Uddannelsesudbuddene bliver erstattet af det nye EPX, der er et erhvervs- og professionsrettet gymnasium til de unge.
Det er et udspil, der ifølge forhenværende uddannelses- og forskningsminister Jesper Petersen (S), vil gavne de unge.
- Mange unge i 9. klasse ved ikke, hvad de vil uddanne sig til. Derfor vil vi give dem et nyt, gymnasialt tilbud, hvor eleverne får mulighed for at blive klogere på, hvilken videregående eller erhvervsfaglig uddannelse, de ønsker at tage, forklarer han.
EPX i korte træk:
Erstatning for HF og EUX.
Kræver en bestået 9.klasses afgangseksamen - det vil sige et karaktergennemsnit på to.
Uddannelsens varighed er som udgangspunkt to år. På første år har eleverne en erhvervsfaglig linje og på andet år vælger den enkelte elev en enten erhvervs- eller studieforberedende retning.
Mulighed for tilvalg af fagpakker for de elever, der på sigt ønsker en gymnasial uddannelse.
EPX skal ifølge udspillet ligge i 14 syd- og sønderjyske byer.
Ifølge Jesper Petersen kan det ikke gå hurtigt nok med at implementere udspillet.
- Stod det til mig, så gjaldt udspillet allerede fra i dag, men jeg har selvfølgelig forståelse for, at sådan nogle ting tager tid, lyder det fra ham.
Hovedpunkter i regeringens nye udspil:
Den almindelige 10. klasse afskaffes, men skal indgå i en ny ungdomsuddannelse. Det vil dog stadig være muligt at tage 10. klasse på efterskole.
HF- og EUX-uddannelserne afskaffes.
Der skal oprettes en ny "EPX"-uddannelse - et erhvervs- og professionsrettet gymnasium til de unge, der på et tidspunkt vil tage en faglært uddannelse. EPX vil have et lavere adgangskrav end det almene STX-gymnasium.
EPX-uddannelserne placeres i 87 danske byer.
Adgangsgivende karaktergennemsnit til STX og HHX hæves fra fem til seks.
Reformen skal indføres i sommeren 2030, hvis det står til regeringen.
En gevinst for Syd- og Sønderjylland
I 2035 vil antallet af unge mellem 15 og 18 år i gennemsnit være reduceret med otte procent sammenlignet med i år. Det viser en undersøgelse fra Børne- og Undervisningsministeriet, som du kan læse her.
Undersøgelsen viser, at der især vil være færre unge i Syd- og Sønderjylland. Derfor kan det nye reformudspil være til gevinst for området, hvis man spørger Jesper Petersen.
- Udspillet er en gevinst for unge i hele landet, fordi de ændringer, der laves i uddannelsessystemet, er med til at sikre bedre vilkår for de unge, fortæller Jesper Petersen og tilføjer:
- Den del af udspillet, der er til særlig gevinst for Syd- og Sønderjylland er, at regeringen foreslår en omlægning af økonomien, så en større portion af de penge, der allerede er i omløb hos ungdomsuddannelserne, lander hos uddannelserne i de mindre byer.