Energigigant advarer igen mod falske sms'er
Energiselskabet Norlys, som er en af de største el-leverandører i Syd- og Sønderjylland, oplyser, at svindlere sender falske sms'er kamufleret som ægte sms'er.
Det skriver selskabet i en pressemeddelelse.
- Siden telefonerne åbnede torsdag, har vi haft kø, og langt størstedelen af kaldene kommer fra kunder, der har fået den her sms, som truer med, at vi lukker for strømmen, hvis ikke de betaler en falsk faktura, som der er et direkte link til. Vi har politianmeldt sagen og opfordrer vores kunder til at slette sms’erne, siger Jess Bech, der er privatkundechef i Norlys’ energiforretning.
Phishing-sms’erne er meget virkelighedstro, også fordi energiselskabet faktisk sender kunder, der har ubetalte energiregninger, en venlig påmindelse per sms. Kunder, der er kommet til at trykke på linket, opfordres til at kontakte politiet.
Hvad er phishing og smishing?
Phishing og smishing er fup og svindel, som lander i din mail-indbakke eller på din telefon.
Disse beskeder har til formål at få dig til at give private oplysninger. Det kan være CPR-nummer, kontonummer, PIN-koder og så videre.
Vær opmærksom på disse faresignaler:
Skræmmer en sms dig til at gøre noget bestemt, for eksempel at afgive bankoplysninger via et link, er det et godt tegn på en fup-sms.
Fortæller sms'en, at du har vundet en præmie i en konkurrence du aldrig har hørt om, så er det et godt tegn på svindel.
Sproget kan også afsløre fup-sms’er, da de kan være dårligt oversat af udenlandske svindlere. Men masser af fup-sms’er er skrevet på perfekt dansk, så vær altid kritisk.
Lad dig ikke narre af navnet på afsenderen. Svindlerne kan nemt få det til at se ud som om, at de sender den fra din bank, din energileverandør eller anden offentlig institution.
Banker, betalingstjenester og myndigheder ville aldrig kontakte dig på sms, og bede dig opgive personlige oplysninger.
Kilde: Tænk.dk.
- Vi er selvfølgelig ærgerlige over, at Norlys’ navn og logo endnu engang bliver misbrugt til svindel. Sms’erne, der er i omløb i øjeblikket, ligner til forveksling dem, som vi også oplevede, at mange af vores kunder modtog i sommer. Jeg kan kun opfordre vores kunder til generelt at være kritiske, inden de klikker på links i både mails og sms’er, siger Jess Bech.