"Ekstrem høj" brandfare onsdag - det bliver værst i Syd- og Vestjylland
Der er forhøjet brandfare i naturen lige nu, og onsdag bliver brandfaren "ekstrem høj", hvilket er det højeste fareniveau. Det bliver værst i Sydvestjylland.
Der knastørt i naturen, og brandfaren stiger. Onsdag vil det meste af Danmark være farvet rødt, når man ser på brandfareindekset.
Det betyder, at man skal være særligt varsom med at bruge blandt andet ukrudtsbrændere og grill i naturen.
Det fortæller Mads Dalgaard, der er forebyggelsesekspert ved Beredskabsstyrelsen.
- Onsdag kan man se, at brandfareindekset kommer helt op i rødt, så man skal være opmærksom på, hvad man bruger af ukrudtsbrændere, grill og i det hele taget værktøj, der laver gnister, i naturen.
- Ild kan brede sig lynhurtigt, siger han.
Brandfareindekset indikerer, hvad risikoen er for, at der kan opstå naturbrande i Danmark. Når det er tørt og varmt, stiger risikoen.
Det højeste risikoniveau er "ekstrem høj", og det er netop, hvad Brandfare.dk advarer om i Sydvestjylland onsdag, som man kan se på nedenstående kortudsnit.
Klik her for at se kortet på Brandfare.dk
Der er tirsdag formiddag ikke indført nogen afbrændingsforbud - foruden et permanent forbud på Anholt - og det er således tilladt eksempelvis at tænde bål, grille og parkere en varm bil i højt, tørt græs.
Gode råd til at undgå brand
Beredskabsstyrelsen beder om, at man i den tørre tid tager sine forholdsregler for at mindske risikoen for at antænde brand.
- Man skal helst ikke grille, når det er meget tørt, hvis man er i nærheden af marker eller lignende.
- Ellers kan man sørge for at have noget vand i nærheden, have god afstand og placere grillen på ikke-brandbart underlag, siger Mads Dalgaard.
Cigaretskodder kan også antænde brand, hvis de smides i naturen.
Hvor hurtigt ilden breder sig, afhænger af forholdene - herunder hvor tørt der er, hvad der brænder, og hvor kraftig vinden er.
- Men det kan gå lynstærkt.
- Hvis uheldet er ude, og man ikke umiddelbart kan gøre noget, så ringer man 112 og får hjælp fra brandvæsenet, siger forebyggelseseksperten.
Sommeren er over os, hvilket indbyder til grillhygge. Husk de gode råd, så du undgår, at ilden løber løbsk #politidk https://t.co/2uIDecWivT
— Syd- og Sønderjyllands Politi (@SjylPoliti) July 19, 2022
Brandfareindekset opdateres løbende på brandfare.dk
Det er ikke kun i Danmark, der er tørt. Rekordhøje temperaturer og tørke har bredt sig i Europa, hvor blandt andet Portugal, Spanien, Italien og Grækenland forsøger at slukke skovbrande i disse dage.
På trods af at brandfareindekset er ildrødt over Danmark onsdag, er der ikke risiko for brande i samme skala her som i de lande, vurderer Mads Dalgaard.
- Vi kan slet ikke sammenligne os med, hvad der sker der. Det er helt andre naturområder, siger han.
Selv om brandfaren generelt er høj onsdag, kan den lokalt være lav, hvis der eksempelvis er faldet en smule regn.