Ekstra trængsel på autobahn i weekenden
Er du en af dem, der skal køre ned gennem Tyskland i weekenden? Så kan der være risiko for, at du er på vejene samtidig med en hel del andre.
Ifølge FDM går borgerne i de fem delstater Slesvig-Holsten, Hamborg, Berlin, Brandenburg og Mecklenburg-Vorpormmern fredag på sommerferie. Det vil få konsekvenser for trafikken, lyder det.
- Det vil kunne mærkes på alle de større motorveje og på vejene ud mod kysterne. Tættest ventes trafikken i Tyskland at være fredag eftermiddag, lørdag morgen/formiddag og søndag eftermiddag, skriver FDM.
Udover forventningen om flere bilister på vejene, topper vejarbejde også i disse uger med 1.242 af slagsen i Tyskland.