Ejendomsskat: Se hvor meget du får tilbage
50.000 boligejere kan måske se frem til at få penge tilbage i ejendomsskat. Det sker, efter de siden 2011 har betalt for meget til staten.
Er du boligejer, så kan det være, du skal holde øje med din e-boks i de kommende dage. Skatteministeriet skal nemlig til at sende nye ejendomsvurderinger ud til 50.000 boligejere over hele landet.
Før man kan få sin nye ejendomsvurdering, så opfordrer Vurderingsstyrelsen til, at man gennemgår de oplysninger, der danner grobund for selve ejendomsvurderingen. Det kan nemlig betyde, at du som boligejer skal have penge tilbage efter have betalt for meget i ejendomsskat.
Efter 10 år uden nye ejendomsvurderinger er det en god dag for boligejerne og for skattevæsenet
Morten Bødskov, skatteminister, Soc.dem.
Fejl i ejendomsvurderingen
I årene 2013-2020 har Skatteministeriet - tidligere SKAT - vurderet op til 715.000 ejerboliger i hele landet for dyrt. Det betyder, at 50.000 boligejere på den måde har betalt for meget i ejendomsskat. Det er de penge, som Skatteministeriet i løbet af efteråret vil betale tilbage til de ramte borgere. I alt er der tale om godt 14 milliarder kroner, der skal udbetales skattefrit, men der er stor forskel på hvor i landet, der i gennemsnit bliver udbetalt flest penge tilbage.
I Sønderborg Kommune vil der i gennemsnit blive udbetalt 24.250 kroner tilbage til de ramte boligejere. Det er dermed den kommune i TV SYDs område, der har det højeste gennemsnit. Esbjerg og Fanø Kommune er omvendt de områder med det laveste gennemsnit af tilbagebetaling. Her får boligejerne i gennemsnit 2000 kroner tilbage.
Første gang i over 10 år
Når der i den kommende tid udsendes nye ejendomsvurderinger, så er det første gang siden 2011, at det sker. Efter de første 50.000 boligejere i efteråret får en ny vurdering, så er turen kommet til ejerne af 100.000 andre parcel - og rækkehuse i løbet af foråret 2022.
Skatteminister, socialdemokraten Morten Bødskov, er godt tilfreds med, der efter flere år kommer gang i nye ejendomsvurderinger.
- Nu får vi endelig de første vurderinger sendt ud til boligejerne, ligesom vi får taget hul på tilbagebetalingen til de boligejere, der har betalt for meget i boligskat. Efter 10 år uden nye ejendomsvurderinger er det en god dag for boligejerne og for skattevæsenet, siger skatteministeren i en pressemeddelelse.
I andet halvår 2022 går Vurderingsstyrelsen i gang vurderingsarbejdet med de godt 700.000 resterende parcel- og rækkehuse. Herefter kan tilbagebetalingstilbud sendes ud til ejerne af de boliger.
Endnu senere i 2022 kommer vurderingerne af ejerlejligheder, sommerhuse og andre ejerbolig-typer.