Det skal være billigere at tage færgen, men vent med at glæde dig
Det skal koste det samme at køre i bil som at sejle med færge til øerne. Det er meningen med det såkaldte ”landevejsprincip”, som netop er indført i den nye finanslov.
Mandag blev finansloven for 2024 præsenteret af finansminister Nicolai Wammen (S). I den brede aftale ligger der en håndsrækning til landets øer med landevejsprincippet, som potentielt kan give billigere billetter.
- Vi glæder os over, at politikerne har lyttet. Billige færgebilletter er porten til al god udvikling og til aktiviteter på øerne, siger Kirsten Sydendal, der er formand for Sammenslutningen af Danske Småøer, der dækker Barsø, Endelave, Hjarnø og Aarø i vores del af landet.
Fanø er ikke med i sammenslutningen, da øen er en selvstændig kommune, men også her er der glæde over, at der er indført fuldt landevejsprincip i den nye finanslov.
- Al hjælp er meget velkommen. Billigere færgebilletter skaber bosætning og mere turisme på øerne, så det er en god investering for staten, siger borgmester på Fanø Frank Jensen (RV).
Afventer det endelige beløb
Ser du straks muligheden for en sommerferie med billig færgebillet til en af øerne, så vent med at glæde dig for meget. Det er nemlig ikke sikkert, at det bliver aktuelt.
I finansloven er der afsat over én milliard kroner i 2024-2027 til landdistriktsområdet, herunder penge til det fulde landevejsprincip, hvor prisen for at sejle med færge sidestilles med prisen for at køre samme afstand på landevej.
Pengene skal dog også dække et forhøjet befordringsfradrag til borgere i yderkommuner. Det er således uklart, hvor stort et beløb, der er afsat til det fulde landevejsprincip.
- Det er lidt svært at gennemskue, hvor stor den faktiske billetreduktion bliver. Det beløb, vi tidligere har hørt om, vil ikke gøre billetterne ret meget billigere og slet ikke så billige som at køre på landevej, siger borgmester på Fanø Frank Jensen (RV).
Billigere uden for højsæsonen
Hidtil har der været indført delvist landevejsprincip, og her har øerne haft mulighed for selv at bestemme, hvordan det skulle udmøntes. Det har således været muligt at gøre det billigt at tage færgen udenfor højsæsonen, så øerne ikke bliver oversvømmet med turister på det tidspunkt.
Det håber både Fanøs borgmester og formanden for Sammenslutningen af Danske Småøer stadig bliver muligt.
- Vi er spændte på at se, hvilken fleksibilitet, der følger med. Det må gerne være sådan, at man kan lave lokale justeringer, som vi har haft hidtil, siger formand Kirsten Sydendal fra sammenslutningen.
- Det bedste for os er faktisk at kunne sænke priserne uden for højsæsonen, så vi kan forlænge turistsæsonen. Så det, håber vi fortsat, bliver muligt, siger borgmester Frank Jensen (RV) fra Fanø.
Det siger Finansloven:
Aftalepartierne noterer sig, at der på regeringens forslag til finanslov for 2024 er prioriteret over 1 mia. kr. i 2024-2027 til landdistriktsområdet.
Det drejer sig bl.a. om indførelsen af et fuldt landevejsprincip, hvor prisen for at sejle med færge sidestilles med prisen for at køre samme afstand på landevej, og til et forhøjet befordringsfradrag til danskere i yderkommuner, der pendler til og fra arbejde.
Initiativerne vil samlet set understøtte et sammenhængende Danmark i geografisk balance