Det skal du være opmærksom på, hvis du skal udendørs fra morgenstunden
Store mængder sne og regn væltede ned over landsdelen i går. Her til morgen er der fortsat grund til at være opmærksom, når du bevæger dig ud, siger meteorolog.
Fra morgenstunden er mange syd- og sønderjyder stået op til let frost og højst sandsynligt også et let snedække. Lokalt måske op omkring 10 centimeter sne.
Kør forsigtigt!
Jacob Mouritzen, meteorolog
Længst mod nord i TV SYDs sendeområde, faldt sneen dog tæt hele onsdag. Ligesom der også her har været snefald i nat. Derfor råder TV 2 Vejrets meteorolog Jacob Mouritzen til særlig opmærksomhed, hvis man bor omkring Horsens. Også i Vejle, Billund og Hedensted Kommuner er der grund til at være forsigtig.
- Sneen kan sagtens fyge og danne driver, så jeg vil råde til, at man kører efter forholdene og kommer afsted i god tid, siger han.
Også længere mod syd opfordrer han borgerne til at være ekstra opmærksomme, når de bevæger sig ud i morgentrafikken. Selvom Sønderjylland ifølge ham er den landsdel, der er sluppet billigst gennem natten, har vejrliget alligevel sat sit præg på vejene.
- Der er faldet meget store mængder regn i løbet af onsdag. Når temperaturen nu er under frysepunktet, vil det få vandet til at fryse. Så der er stor risiko for sne- og isglatte veje. Så det er et opmærksomhedspunkt, siger Jacob Mouritzen.
- Kør forsigtigt, lyder det.
Frost og blæst
Desuden vil det også være en rigtig god idé at finde ekstra varmt tøj frem, for kulden er til at mærke i morgentimerne.
- Det er stadig blæsende med hård vind til kuling, så temperaturen vil her fra morgenstunden føles som otte til 10 graders frost. Så det er en god ide at pakke sig ekstra godt ind, lyder det fra meteorologen, som dog melder om mildere vinde fra vejrguderne allerede fra middag.
- Når vi når frem til eftermiddag løjer vinden af i Syd- og Sønderjylland, så vil der være mere normale tilstande igen, siger Jacob Mouritzen.
Frostvejret holder dog stand over Danmark de næste mange dage.