Derfor møder du mange edderkopper lige nu
Efteråret er som regel et tidspunkt, hvor de fleste edderkopper er særligt aktive, og det er der en grund til.
Hvis du bevæger dig ud i naturen eller haven for tiden, vil du med god sandsynlighed støde ind i en edderkop eller to.
Edderkopperne er nemlig talstærkt til stede i løbet af det tidlige efterår.
Det fortæller Peter Skødt Knudsen, der er biolog, naturvejleder og vært for TV SYDs naturprogram ‘Dyreræs’.
- Det er på den her årstid, hvor årets unger er blevet store, at man ser edderkopperne allermest. De er i gang med at finde al den føde, de kan komme i nærheden af, inden sæsonen går på hæld. Det er også derfor, at de fylder mest i landskabet lige nu, siger Peter Skødt Knudsen.
Edderkopper
I Danmark er der omkring 540 forskellige arter af edderkopper.
Ingen af disse er giftige, men nogle af dem kan godt bide.
På verdensplan er der cirka 46.000 arter.
Tilsammen vurderer forskerne, at der i alt findes 25 millioner ton edderkopper på Jorden.
Hvis edderkoppens silketråd var ligeså tyk som en kuglepen, ville den være så stærk, at den kunne stoppe en flyvende jumbojet.
Kilde: Naturguide.dk
Dyrenørden fortæller, at han selv er stødt på blandt andre labyrintedderkop, agurkehjulspinder, kvadratedderkop, bolværksedderkop og selvfølgelig den allestedsnærværende korsedderkop, som de fleste kender med de flotte hvide tegninger på ryggen. Edderkopper, der alle kæmper for at sikre overlevelsen i disse dage.
Sæsonen varer nemlig indtil byttedyrene forsvinder, og det sker typisk i efteråret, hvor nattefrosten melder sin ankomst.
Nattefrosten er som regel ensbetydende med insektdød, og derfor er edderkopperne nødt til enten at bevæge sig indendørs efter bytte i vores huse eller vælge en anden strategi, nemlig skrue helt ned for energiforbruget og gå i dvale.
- De finder et sted at skjule sig under noget bark, en sten eller i en hule i jorden. Det gælder om for edderkopperne at få så meget energi indenbords som muligt, for at deres store bagkrop kan holde dem i live, indtil de vågner af deres dvale, siger Peter Skødt Knudsen.
Bagkroppen er fyldt med fedt, og det er herfra, at edderkopperne får energi, som de lever af under dvalen.
Derfor er der kun én taktik, der gælder på denne tid på sæsonen: At få fyldt fedtdepoterne så meget som muligt, så de kan klare sig, indtil foråret kommer, og der er gyldne dage igen.
Flere edderkopper end tidligere
Antallet af edderkopper kan være en smule højere i år da vejret spiller en særlig rolle.
Tørken i foråret betød, at meget græs visnede, og det gav de lidt mere nøjsomme og sejlivede urter muligheden for at komme frem, når græsset ikke dominerede så hårdt, som det plejer.
Dertil kom en rekordvåd juli, som fik småinsekter som bænkebidere, fluer og myg, der godt kan lide fugt, til at trives.
Så kvantitetsmæssigt har det måske været et sandt slaraffenland for edderkopperne, men det er blot en forsigtig spekulation, siger naturvejlederen.
- Jeg har ikke noget data eller nogle rapporter at holde min teori op på, men vi ved, at vejrfænomener har betydning for mængden af føde. Så derfor vil jeg vurdere, at det ikke er helt skævt, hvis man tror, at det, at der er mere at mad til edderkopperne, også betyder, at der er flere edderkopper nu end tidligere, siger Peter Skødt Knudsen.